Søg

Kunstner bag Danmarkshistoriens største kunstværk vender tilbage efter 25 år med nyt lysværk på jubilæet for befrielsen

I 1995 skabte Elle-Mie Ejdrup Hansen en lyslinje på 532 kilometer langs hele Vestkysten. Nu er kunstneren aktuel med et nyt værk, der trækker en lysende linje mellem magtens institutioner Christiansborg og Amalienborg den 4. maj kl. 22-24 på 75-års dagen for den danske befrielse.

I år er det 75-året for befrielsen, og Kunsthal Charlottenborg har i den anledning indbudt kunstner Elle-Mie Ejdrup Hansen til at skabe et nyt lysværk, der to timer den 4. maj lyser ud gennem Kunsthal Charlottenborgmens danskere over hele landet stiller lys i vinduerne. Lyslinjen peger i den ene ende på Amalienborg og i den anden ende Christiansborg. Elle-Mie Ejdrup Hansen udtaler:

”Det er en manifestation i trangen efter frihed, som der mere end nogensinde er brug for afslutter. Det er et ønske om at sende glæde og lys ud. Det har jeg behov for, og det har jeg altid haft behov for. Jeg har aldrig troet på dommedag. Jeg synes, at man som menneske har brug for et symbol på noget godt. Sende nogle gode ting fremad koblet med erindringen. Vi har alle sammen erindring, der sendes med fremad. Det er sådan tiden manifesterer sig. Det er jo det, det handler om. At turde tro på det fremadrettede. Det tror jeg er grundlæggende. Det bliver vi nødt til”.

I 1995 til 50-års jubilæet for befrielsen stod Elle-Mie Ejdrup Hansen bag det spektakulære projekt Linien – Lyset (1995), hvor hun trak en lysnede linje 532 kilometer langs hele Vestkysten fra Skagen til Sild. Projektet vakte international opmærksomhed. Det nye værk til Kunsthal Charlottenborg er første gang siden 1995 Elle-Mie Ejdrup Hansen viser et lysprojekt i en offentlig dansk kunstinstitution. Direktør på Kunsthal Charlottenborg Michael Thouber udtaler:

”Projektet i 1995 er mig bekendt Danmarkshistoriens største kunstværk. Mere end 500.000 danskere samledes 4. maj 1995 for at opleve Elle-Mie Ejdrup Hansens lysværk over bunkerne på Vestkysten. Det er et værk som skabte meget debat i sin samtid og som stadig står stærkt i erindringen hos mange danskere. Vi er derfor stolte af, at Elle-Mie Ejdrup Hansen har sagt ja til at realisere et nyt projekt på Kunsthal Charlottenborg, og hendes budskab om at sende et lys af håb ind i fremtiden tror jeg mange danskere kan relatere til i en tid, hvor Danmark står i sin største krise og nedlukning siden 2. Verdenskrig”.

Værket Charlottenborg Linien (2020) vil kunne opleves to timer den 4. maj kl. 22-24 fra Kongens Nytorv og Nyhavn, hvor lyslinjen vil skinne tværs igennem Kunsthal Charlottenborg. Kunsthal Charlottenborg opfordrer alle interesserede til at følge Sundhedsmyndighedernes anbefalinger om at holde afstand. Læs anbefalinger på coronasmitte.dk.

I efteråret 2020 er Elle-Mie Ejdrup Hansen desuden aktuel med en større udstilling STILL (for) PEACE på Viborg Kunsthal, hvor både projektet fra Vestkysten og Kunsthal Charlottenborg vil indgå.