En kunstners hilsen om fred blev til en krigserklæring
I 1995 skabte kunstneren Elle-Mie Ejdrup Hansen Danmarkshistoriens største kunstværk, da hun trak en lyslinje 532 kilometer langs hele Vestkysten. Værket trak overskrifter over hele verden, fik den daværende statsminister til at gå under jorden og sendte kunstneren ud i kulden i to årtier. Nu er Elle-Mie Ejdrup Hansen tilbage og trækker den 4. maj 2020 en ny lysende linje, der peger i retning af magtens institutioner Christiansborg og Amalienborg. Elle-Mie Ejdrup Hansen har fortalt sin historie til direktør på Kunsthal Charlottenborg Michael Thouber.
”Forestil dig, at du som helt ung tænker, at du måske skal dø inden ret længe. Jeg havde fået at vide, jeg ikke ville blive 40, så jeg sagde min stilling op, og gik i gang med at arbejde fuld tid på kunstprojektet” sådan begynder Elle-Mie Ejdrup Hansen sin fortælling om baggrunden for kunstprojektet Linien – Lyset, Fredsskulptur 1995, der i 1995 markerede 50-året for Danmarks befrielse med en lyslinje langs hele Vestkysten.
Årene inden Elle-Mie Ejdrup Hansen begyndte på projektet var meget eksistentielle, fortæller hun i de samtaler, jeg har med hende over telefon i et helt nedlukket Danmark i Corona-krisens første uger: ”Min far kørte fatalt galt og smadrede sin krop, og vendte op og ned på det hele. Han kom sig aldrig helt, og så blev min mor pludselig syg af kræft og døde i løbet af tre måneder. Året efter fik jeg selv en meget alvorlig kræft, hvor de forklarede mig, at der var seks procent chancer for overlevelse. Jeg var ung dengang og sagde: ”Jamen, det vil jeg skide på. Hvis der er chancer, så går jeg videre herfra”.
Efter år med hård kemokur og strålebehandling var Elle-Mie Ejdrup Hansen blevet nogenlunde rask. Når hun havde en fridag, kørte hun altid til Vesterhavet og gik tur. Her blev hendes opmærksomhed fanget af de mange bunkers, der ligger spredt i landskabet: ”Ude ved Søndervig ligger utrolig mange bunkers. De var bare smidt rundt på stranden; nogen lå derude og var fuldstændig forvitrede, mens andre forsvandt eller var længere ude i vandet næste gang man kom. Der kom nogen ud af klitterne, hvis det havde blæst meget. I det hele taget var det sådan et ar-landskab, som på en eller anden måde passede med min egen krop.
De bunkers havde en alvorlig baggrund, men også en fuldstændig anden betydning i 1988, hvor jeg starter med at lære dem rigtigt at kende. Der har de en skulpturel karakter. Jeg vil egentlig sige, at det er dem, der har lært mig noget om skulpturer, fordi de ligger der og er fuldstændig overflødige. De er ubrugelige, de anvendes til ingenting, men de er sådan nogle former, der hele tiden ændrer sig. Nogle af dem ligger utroligt smukt, mens andre er ruiner, og i det hele taget er der et stort spil i det. Bunkerne er markører i landskabet. De fortæller noget om landskabets geografi, og de præges af landskabet og omvendt. De er blevet afvæbnet og kastet som terninger rundt i landskabet. Der er en fortælling om endelighed og det uendelige i et rum af horisont, hav og himmel.”
I sin tid var Elle-Mie Ejdrup Hansen kommet ind på Århus Universitet og skulle læse historie og dansk, så hun har altid været interesseret i det historiske. Så jeg kendte godt de bunkers i forvejen, men nu satte hun sig ekstra ind i at forstå, hvad de egentlig var:
“Der var en dialektik i at det her fascistiske bygningsværk var blevet til ubrugelige skulpturer. De var bygget som arkitektur, men uden den store arkitektoniske værdi. Tiden, havet og vejret har kastet dem rundt, og tiden har taget deres funktion fra dem, gjort dem til skulpturer i landskabet og har hjulpet os et andet sted hen, både på det politiske og det helt konkrete plan.
Det var derude ved Vesterhavet, at jeg pludselig så den her linje. Du har både kystlinjen, bunkerslinjen og linjen i dit liv. Det var der ideen sprang frem, at det er det, jeg skal arbejde med.”
Der var mange aspekter der gjorde, at det blev til Linien – Lyset, Fredsskulptur 1995. Værket formede sig og kom til at handle meget om erindring og historie, ikke bare på det personlige plan, men på mange planer; på det politiske, nationale og internationale plan. 4. maj traditionen med lys og 50 års fejringen af befrielsen i 1995 blev en del af projektet. Det skulle være en fredsskulptur, som sendte lyset og håbet ind i fremtiden, besluttede Elle-Mie Ejdrup Hansen. Hun begyndte at filme, fotografere og udvikle projektet på fuld tid og tog kontakt til kulturfonden: ”Jeg ringede til en leder derinde og sagde: ”Prøv lige at hør her. Jeg vil gerne sende et lys fra Skagen til Sild. Den 4. Maj. Og det og det”. Så var hun meget sød og sagde: ”Det lyder rigtig interessant. Jeg tror, du skal dele projektet op og lave et pilotprojekt”. Så beskrev jeg et pilotprojekt og søgte penge ved Det Danske Filminstitut. Jeg fik også sponsoreret en Land Rover, og kørte med et filmhold fra Skagen til Sild og søgte tilladelse hos alle politikredse til at filme hele kystlinjen. Det var i 1992.”
Projektet størrelse og karakter blevet langsomt mere klart for Elle-Mie Ejdrup Hansen. Der var tale om en 532 kilometer lang strækning, med ca. 6000 bunkers. Dette værk skulle markere et 50 års jubilæum, og havde en enorm kompleksitet i sig. Et jubilæum som skulle markeres med en hilsen om fred, lyslinjen fra Skagen til Sild som reference til lysene i vinduerne 4. Maj 1945, et musikværk af danske musikere, og en udstillingsrække af internationale kunstnere, fra både sejrende og tabende lande fra anden verdenskrig dvs der var fra både England, USA, Tyskland, Rusland, Japan, Holland, Frankrig, Israel, Tjekkiet og Norge.
I sine undersøgelser fandt Elle-Mie Ejdrup Hansen ud af, at bunkerne er Danmarks største bygningsværk betalt af den danske stat. Det var en kontroversiel historie, som ikke var blevet fortalt: ”I min research gik det også op for mig, at landvolden var bygget af mere end 70.000 danske arbejdere. Hvis man regner det ud, så vil de fleste mennesker i 1995 have været i familie med en af de 70.000, der havde bygget de bunkers. Det var jo sådan noget, ingen talte om. Så begyndte jeg at undersøge og forstå det ufortalte og komme helt ind i historien og forstå alle smertepunkter. På den måde var det også noget, jeg kunne relatere til min egen krop. Hvordan er det, man håndterer de store eksistentielle spørgsmål? Jeg er oprindelig uddannet tekstilkunstner, så det blev en vævning af alle de her ting, kan man sige.
I 1993 lavede jeg en lysprøve i Thyborøn på cirka 50 kilometer.
“Det var magisk… Dér havde jeg som kunstner en stor oplevelse, fordi jeg kunne være tilstede. Hele Thyborøn havde sat lys i vinduerne. Lysstrålen lå der, og der var hav og himmel. Det blæste og sandet var i luften. Lysstrålen blev sådan en uldtråd. Den blev helt levende af det.
Jeg tror der kom 10.000 mennesker. Hvor de kom fra, ved jeg ikke. Der var ikke annonceret ret meget, men der var noget omkring 4. maj, de erindringer og i det hele taget det rum, som appellerede til utroligt mange mennesker.”
Hele konceptet havde Elle-Mie Ejdrup egentlig klart allerede i 1990, men efter prøven i Thyborøn havde hun ikke flere penge. Ikke en krone. Så jeg var ved at give op. Pilotprojektet resulterede dog i en separatudstilling på Herning Kunstmuseum, der blev åbnet af folketingets kulturudvalgsformand Hanne Andersen. Hun får et møde i stand med daværende kulturminister Jytte Hilden, der er begejstret for konceptet. Kulturministeren lover at støtte projektet såfremt Elle-Mie Ejdrup Hansen formår at skabe en organisation, en bestyrelse og tilrettelægge en strategi for økonomi, kommunikation og i det hele taget synliggøre at hun kan løfte et så stort komplekst arbejde på bare halvandet år: ”Jeg har altid betragtet organisationen som en del af værket, så der var jeg på linje med kulturministeren. Jeg havde samtidig sendt projektbeskrivelsen til en række andre politikere. Tilfældigvis lander den på politikernes bord den dag, hvor de allesammen sidder og venter på afgørelsen i Tamilsagen, og så får de post ind på bordet. Der har de temmelig sikkert vældig meget tid til at læse, for jeg fik i hvert fald mange breve tilbage fra Thor Pedersen, Ritt Bjerregaard og andre, der syntes at denne her idé var rigtig god.
Hele vores samfund er bygget op af institutioner. Jeg var ikke en institution. Jeg var en ung kunstner, der havde et koncept. Projektet endte med at koste 14 millioner kroner at realisere, men det vidste jeg jo ikke, så jeg begyndte at holde møder med alle borgmestrene op langs Vestkysten. Jeg tror, der var 23 kommuner langs Vestkysten på det tidspunkt. Der var fem amter, der var syv ministerier, der var ambassader, British Arts Counsil og det franske kulturinstitut og mange flere. Der blev ikke søgt hos nogen, der ikke på en eller anden måde lå i tråd med konceptet.”
Første borgmestermøde var i Tønder på Sønderjyllands Kunstmuseum. Det var dumt. For dem fra Skagen følte sig lukket ude, da det tager næsten syv timer fra Skagen til Tønder. Det var næsten umuligt at imødekomme alle, men så holdt Elle-Mie Ejdrup Hansen et borgmestermøde i Hanstholm og et til i Hvide Sande. Til mødet i Hvide Sande kom Poul Bache, tidligere kontorchef i kulturministeriet og senere direktør i Kunststyrelsen. ”Han kom med et par millioner kroner fra Kulturministeriet til projektet, men borgmestrene rynkede ikke et øjenbryn. Det var ikke sådan, at de brød ud i klapsalver over det. De gjorde ikke noget som helst…
Derefter begyndte de så at diskutere om kommunerne skulle give 1,23 kroner pr. indbygger og amter 2,49 kroner, og der var de lige ved at lukke ned. Pludselig rejste en indremissionsk borgmester fra Thyborøn sig, som ellers aldrig sagde noget. Det var ham, der havde givet mig lov til lysprøven på Linien – Lyseti 1993. Da jeg mødte ham første gang, var det eneste han sagde ”goddag”. Jeg talte en time, og så sagde han ”vil du have nogle snitter?”. Så spiste vi smørbrød og jeg talte en time mere. Og så sagde han ”farvel”. Det var det, han sagde på det møde. Men han åbnede uanset Rådhuset for mig og hjalp med det hele.
På borgmestermødet rejser han sig så op, da projektet næsten er ved at blive lagt ned, og siger: ”Jeg kan sige jer, at det er noget.” Og de vidste alle sammen, at hvis han sagde det, så var det sgu noget. Det var den bedste anbefaling jeg kunne få. Så var der en anden, der sagde ”vi skal vist lige have en kaffepause”. Så gik de ud, og da de kom tilbage, blev de enige.”
Daværende statsminister Poul Nyrup var også begejstret for projektet, og inviterede Elle-Mie Ejdrup Hansen til møde i Egetræssalen i Statsministeriet sammen med en række tidligere modstandsfolk. På mødet kom også Det Kongelige Teater og fortalte om deres fejring af 50 års jubilæet for befrielsen, som blev modtaget med klapsalver. Da Elle-Mie Ejdrup Hansen efterfølgende fremlægger sit projekt, er der er nogle modstandsfolk, der stejler over det med lyset over bunkerne ved Vestkysten:
”En af modstandsfolkene spørger om jeg ikke kan flytte strålen over til København? Det kunne jeg selvfølgelig ikke.Værket var ikke en reference til vores nationale fortælling, om at danskerne reddede jøderne. Bunkerne var centrale. De var udtrykket for arret, det ufortalte. Denne hilsen om fred havde ikke samme betydning hvis ikke den havde krigsmonumentet under sig. Man kan ikke forstå begrebet fred, uden at have krig for øje. Så spørger de om jeg så ikke kan lade være med at sende lyset over den tyske grænse? Det kan jeg heller ikke, for det her værk peger frem, og selvfølgelig skulle linjen gå over den tyske grænse. Så er der en af dem, der nærmest kalder mig tyskertøs mens jeg sidder ved siden af. Argumentationen var en vanvittig kobling, nemlig den at Albert Speer havde bygget bunkerne og lavet lyskatedralen i Nürnberg i 1936 – jeg arbejde som kunstner med bunkerne og lys – ergo jeg var nazist og for samarbejdspolitikken…”
Nogle måneder senere får Elle-Mie Ejdrup Hansen bevilliget en million kroner til projektet af Statsministeriets femte maj udvalg. Da hun modtager bevillingen, ringer hun tilbage til ministeriet og siger: ”Det kan ikke passe”, og så siger sekretæren ”det kan jeg godt forstå du siger. Jeg var også med til dit møde, men det har vi besluttet.” Dem der havde besluttet det var Statsminister Poul Nyrup, Erhvervsminister Mimi Jakobsen, Økonomiminister Marianne Jelved og Finansminister Mogens Lykketoft, der udgjorde Koordinationsudvalget i 1994. Det blev af nogle opfattet som om de havde lavet en politisk beslutning om at støtte et projekt, som en række af modstandsfolkene ikke støttede. Der udbrød en krig mellem politikerne og modstandsfolkene.
Konflikten begynder på et pressemøde på Statens Museum for Kunst i februar 1995, hvor Elle-Mie Ejdrup Hansens projekt endelig er fuldfinansieret. Kunstner som Antony Gormeley, Jörg Immendorff, Dmitri Prigov, Micha Ullmann m.fl. der skulle deltage i udstillingsrækken hele vejen ned langs Vestkysten var indbudt. Der var indgået aftaler, teknik, musikere – alt kørte. Modstanden mod projektet bliver dog alvorlig i marts måned – to måneder inden projektet skulle realiseres – hvor der indkaldes til folketingsdebat, og Fremskridtspartiet stiller et lovforslag om at forbyde laserstrålen. Den folketingsdebat varer flere timer, og der bliver gået til stålet fortæller Elle-Mie Ejdrup Hansen:
”Det at Fremskridtspartiet går ind og sætter en politisk dagsorden sammen med modstandsfolkene syntes jeg var synd. For hvem er modstandsfolkene? De er både kommunister og andet, og nu kom de til at stå sammen med Fremskridtspartiet. Lovforslaget blev forkastet med 6 stemmer for, mens 109 stemte imod. Men derefter blev der lagt et massivt politisk og administrativt pres, og statsministeriet pålagde kulturministeriet at ringe til mig og foreslå at flytte projektet til 8. maj. Det takkede jeg nej til. Erhard Jakobsen var ude og sige ”hvem ejer 4. maj?”. Den daværende kulturminister Jytte Hilden støttede værket, og statsminister Poul Nyrup støttede det sådan set også, bortset fra at han forsvinder på et tidspunkt på grund af projektet. Jeg tror, at han bliver truet. På forsiden af Ekstra Bladet skriver de ”Hvor er Poul Nyrup henne?”. Jeg kan også se i papirerne fra Statsministeriet, som jeg nu har fået aktindsigt i, at de gør alt for at sløre, at Poul Nyrup har støttet projektet. Det var virkelig en speget sag.”
Der var sabotagetrusler mod projektet lige til det sidste, og PET arbejdede på højtryk for at finde ud af om de turde lade Elle-Mie Ejdrup Hansen fortsætte. Men projektet og fejringen endte med at blive afviklet. Den 4. maj 1995 ankommer kulturminister Jytte Hilden til åbningen af værket på Vestkysten med to bodyguards fortæller Elle-Mie Ejdrup Hansen:
”Det var første gang en minister var afsted med bodyguards siden 2. Verdenskrig. I dag er det ganske almindeligt, men det var det ikke dengang. Der kom også ca. 500.000 andre mennesker til Vestkysten for at opleve værket den 4. maj. Altså tænk dig, så sad de derude en torsdag aften fra klokken ti til tolv om aftenen sammen med hundrede tusinder andre. Det i sig selv var en stor oplevelse. Lysstrålen svævede hele vejen langs Vestkysten. Og langt de fleste af de mange mennesker fik jo en utrolig sanselig oplevelse. Der var hav, der var sand, der var lys, der var mennesker. De havde madkurv med og hvad ved jeg…
Nede ved Søndervig, hvor Danmarks Radio stod og optog, var der desværre en tekniker ud af de 30-40 stykker, der kom til at sende laserstrålen den forkerte vej. En fotograf opdager, at den skyder den forkerte vej, men det tager lang tid at gå de par kilometer langs kysten hen til teknikeren og få det rettet: ”Det var jo næsten ikke til at bære, at der står 100.000 mennesker og Danmarks Radio, og så går det galt. Men den blev da vendt om og sendt rigtigt afsted. De andre steder fungerede det heldigvis.”
Palle Mikkelborg komponerede Soundscape til åbningen, hvor han inviterede 1000 danske musikere til at bidrage. Alle symfoniorkestrene og stort set alle andre i det danske musikliv var med. Dagen efter åbnede den store udstillingsrække med 22 internationale kunstnere og 56 værker, som Elle-Mie Ejdrup Hansen og direktør Wolfgang Becker for Ludwig Forum für Internationale Kunst havde inviteret. Men samme dag bragte Ekstra Bladet og BT også begge forsider med et smukt billede af lyslinjen, hvorunder der stod ”fiasko” med store bogstaver:
”Sådan en tynd lystråle kan jo i kke bære så meget ballade. Allerede i marts måned – to måneder inden åbningen – var værket dømt i pressen til at være en fiasko. I en periode var der omkring 120 avisartikler om dagen. Der var nogle dage, hvor jeg var ved at kaste op af al den omtale. Jeg kunne ikke gå nogen steder uden at paparazzierne var efter os. Det var vildt. Der var nogle meget magtfulde mennesker, der ønskede at få det hele til at drukne i ballade. Jeg havde ikke ønsket at være provokativ på nogen måder. Dengang var der andre kunstnere, der arbejdede med provokationen, men det har aldrig været min intention.
Palle Mikkelborg og jeg talte om, at al den ballade i medierne kom til at stå i vejen for poesien og ånden, der lå i projektet. Det var jo ikke fredsskulpturen og kunsten, der i første omgang interesserede pressen. Det var jo alt det politiske og pengene der interesserede dem. Det var en historien om en ung kvinde overfor en gruppe hædrede modstandsfolk. Det var paradoksalt, for Fredsskulptur var aldrig tænkt imod modstandsfolkene og bestyrelsesformanden for hele projektet var Gunnar Auken, der selv var modstandsmand.
”Jeg var jo godt klar over, at jeg berørte ømtålige emner i forhold til den danske selvforståelse om vores rolle under 2. Verdenskrig – ja måske endda en kollektiv fortrængning. Og det skal selvfølgelig give nogle reaktioner og skabe en debat. Men jeg havde på ingen måde forudset de kræfter værket satte i gang og som fuldstændig – i hvert fald i pressen – kom til at stjæle billedet og stå i vejen for den hilsen om fred, som jeg faktisk tror, at mange af den halve million mennesker, som sad ude i klitterne og oplevede lyset og musikken, oplevede.”
I kunstmiljøet blev der i begyndelsen taget godt imod projektet. Elle-Mie Ejdrup Hansen blev indbudt til separatudstillinger på både Herning Kunstmuseum og Sønderjyllands Kunstmuseum, og hun bliver også inviteret med som gæst hos kunstnersammenslutningen Decembristerne, hvor arkitekt Henning Larsen viste interesse. Dengang var det noget helt særligt, men kunstverdenen vendte hende snart ryggen, forklarer Elle-Mie Ejdrup Hansen: ”Før projektet gik det hele ret fantastisk. Men på et tidspunkt lukkede hele kunstverdenen ned. I arkiverne i Statsministeriet ligger notater til departementschefen, hvor de har fundet arkitekter, der kan arbejde imod projektet. Der ligger også en henvendelse fra en mandlig kunstnerkollega, der skriver, at jeg slet ikke er kunstner og har et tvivlsomt sindelag og sådan nogle ting. Der var nogle bag det her, som havde nogle personlige ting i klemme kan jeg se bagefter… Det var en patriarkalsk magtdemonstration, og når jeg i dag læser hvad der blev skrevet også om Jytte Hilden, så er det ganske skræmmende og heldigvis utænkeligt i dag. Retorisk var det uanstændigt, sexistisk og kvindenedsættende.
Dengang var der ikke mange kunstnere, der var optaget af kunst i det offentlige rum, det at arbejde sammen med en kurator var tvivlsomt – det at arbejde med historien som materiale, det at tænke et monument som et midlertidigt værk i to timer og dermed at lade værket vare et øjeblik for at ende i hukommelsen, var ikke det mine kollegaer betragtede som værende kunst. Jeg selv mente og mener jo, at mit projekt var vigtigt, men der var lukket totalt ned, og der var ikke nogen vej ud. Den eneste støtte, der egentlig rigtig blev stående dengang var Jytte Hilden. Og hun blev ikke valgt ind igen.”
Der var ingen vej i den danske kunstverden for Elle-Mie Ejdrup Hansen. Hun blev ikke længere inviteret til noget i kunstverdenen, og når hun kom nogen steder, var der stort set ingen, der talte til hende:
”Jeg kom engang ind til en udstilling i Århus Kunstbygning, og så var der en, der sagde ”Goddag” til mig og jeg tænkte ”Gud hvor dejligt”. Det var første gang i lang tid, jeg havde bevæget mig ud. Da han fik mig i hånden, råbte han ud over hele ferniseringen, at her havde han simpelthen den mest lousy kunstner, som havde tømt kassen og jeg ved ikke hvad…bla, bla, bla. Og jeg stod bare der og tænkte shit.
Når jeg selv kigger tilbage på det, var det var et godt værk. Det var meget præcist. Jeg kender ikke mange værker, der har haft den gennemslagskraft. Jeg kender heller ikke ret mange, som stadigvæk står i folks bevidsthed på den måde. Når man laver sådan et projekt, er man jo et ungt, ambitiøst menneske, og pludselig lukker alt omkring en. Det kan man sige sig selv, at det er en prøvelse at have med at gøre.”
Fem år efter projektet – i år 2000 – blev Elle-Mie Ejdrup Hansen tilbudt en stilling som institutleder for en afdeling for interaktive medier og nye medier på Designskolen i Kolding, som hun takkede sagde ja til. Hun var institutleder i otte år, og da hun er færdig i 2008, begynder der at være rum til, at hun igen kan komme ud som kunstner.
Lige nu gennemgår Elle-Mie Ejdrup Hansen alle dokumenterne og avisartiklerne til udstillingen STILL (for) PEACE på Viborg Kunsthal til efteråret: ”Jeg har fået aktindsigt i alle dokumenterne fra Statsministeriets 57 fyldte kasser. Det er både traumatisk og en befrielse at sidde med hele materialet igen og prøve at forstå, hvad der ligger under her. Hvad er det, der gør, at folk reagerer, som de gør? Det synes jeg er dybt interessant at forstå. Værket taler jo ind i noget, ikke imod nogen.
Når jeg dykker ned i det nu, er det jo ikke bare af personlige grunde. Det er interessant, hvad er det, der kan give sådan en dobbelt rettet reaktion? Hvad er det for nogle fortællinger og fortrængninger, der skaber vores samfund? Hvad er det, der gør, at et værk kan true Statsministeriet? For det har det gjort, det kan jeg se i alle dokumenterne derinde fra. De har virkelig været under pres. Tænk sig at Statsministeriet, vores demokratiske styrerum, har været under pres på grund af et kunstværk. Det har været interessant at finde ud af. Så at jeg har været under pres uden at være en institution, det er jo logik for hvem som helst, kan man sige.”
I år er det så 75-året for befrielsen, og vi har på Kunsthal Charlottenborg indbudt Elle-Mie Ejdrup Hansen til at skabe et nyt værk – en ny lyslinje, der to timer den 4. maj lyser ud gennem Kunsthal Charlottenborg, mens danskere over hele landet stiller lys i vinduerne. Den peger i den ene ende i retning af Amalienborg og i den anden ende Christiansborg. Magtens centrum.
Det er en manifestation i trangen efter frihed, som der mere end nogensinde er brug for, afslutter Elle-Mie Ejdrup Hansen: ”Det er et ønske om at sende glæde og lys ud… Det har jeg behov for, og det har jeg altid haft behov for. Jeg har aldrig troet på dommedag, selvom mit liv har været meget liv og død. Jeg synes, at man som menneske har brug for et symbol på noget godt. Sende nogle gode ting fremad koblet med erindringen. Vi har alle sammen erindring, der sendes med fremad. Det er sådan tiden manifesterer sig. Jeg lever stadig – jeg blev ikke blot 40, men er gift og har en skøn søn på 6 år.
Det er jo det, det handler om. At turde tro på det fremadrettede. Det tror jeg er grundlæggende. Det bliver vi nødt til.”
Interviewet af Michael Thouber er til et kunstkatalog, der bliver udgivet senere på året, men bringes i dag, hvor Elle-Mie Ejdrup Hansen viser sit nye lysværk ‘Charlottenborg Linien 2020’.
Værket vil kunne opleves to timer den 4. maj kl. 22-24 fra Kongens Nytorv og Nyhavn i København. Vi opfordrer selvfølgelig alle interesserede til at følge Sundhedsmyndighedernes anvisninger om at holde afstand. Læs mere på coronasmitte.dk.
Interviewet er transkriberet af Katrine Michelsen Jensen. Fotos: Jan Henselder (fra Vestkysten, 1995) og Jakob Brask (skitse fra Nyhavn, 2020).