MILLIONSTØTTE FRA DET OBELSKE FAMILIEFOND TIL KUNSTHAL CHARLOTTENBORG
En donation på 4.5 mio. kr. over de næste tre år fra Det Obelske Familiefond skal løfte Kunsthal Charlottenborg til det næste niveau og gennem nye formater og formidlingstiltag udbrede den bedste samtidskunsten til hele landet.
Det Obelske Familiefond har de seneste år ydet afgørende støtte til Kunsthal Charlottenborg, der i samme periode har gennemgået stor udvikling. Det faglige niveau er hævet med flere internationalt anlagte udstillinger og arrangementer på kunsthallen. Besøgstallene er fordoblet og indtjeningen tredoblet. Det Obelske Familiefonds bestyrelse har valgt at engagere sig yderligere tre år i Kunsthal Charlottenborgs udvikling frem til 2023.
Direktør for Det Obelske Familiefond, John Amund Tønnes, udtaler:
”Vi er glade for at se den udvikling Charlottenborg er inde i og ser frem til at bidrage til den videre udvikling med et ambitiøst udstillingsprogram på højt kunstnerisk niveau.”
Kunsthal Charlottenborg var, inden landet lukkede ned på grund af Coronapandemien, den 7. mest besøgte kunstinstitution i Danmark. Ambitionen er stadig at vise den bedste samtidskunst til de fleste danskere, men pandemien har gjort det nødvendigt at skabe nye måder at gøre det på. Kunsthallen har øget sikkerheden for publikum for at kunne udvikle visionen om at vise nogle af de bedste danske og udenlandske samtidskunstnere fra unge til talenter til internationale stjerner.
Som noget nyt vil Kunsthal Charlottenborg over den kommende tid også udvikle en række nye formater og formidlingstiltag for fortsat at kunne udbrede samtidskunsten til endnu flere over til hele landet.
Kunsthallen har allerede skabt udstillinger over hele landet på billboards, og i foråret under nedlukningen af Danmark tilbød Kunsthal Charlottenborg alle danskere gratis adgang til streamingtjenesten DIS.ART, hvor man hjemmefra kunne opleve samtidskunst fra hele verden. Over sommeren lancerede Kunsthal Charlottenborg cykelruter til udendørs kunstoplevelser, kurateret sammen med dygtige kolleger over hele Danmark. Og senest har Kunsthal Charlottenborg indviet to petanquebaner i kunsthallens gård skabt som en social skulptur af kunstneren FOS.
Ud over de store udstillinger på kunsthallen er det også den type projekter, Kunsthal Charlottenborg med donationen fra Det Obelske Familiefond nu får muligheden for at udvikle flere af de kommende år, forklarer direktør for Kunsthal Charlottenborg, Michael Thouber:
”Vi er dybt taknemmelige for Det Obelske Familiefonds engagement i Kunsthal Charlottenborg, der er helt afgørende for den fortsatte udvikling. Vi tror på samtidskunstens dannende og kritiske potentiale. Samtidskunsten beskæftiger sig med tidens store emner og er væsentlig for udviklingen af den enkelte og samfundet. Derfor arbejder vi på at få samtidskunsten ind i den offentlige debat og ud i hele Danmark.”
Engagementet i Kunsthal Charlottenborg er ikke nyt for Det Obelske Familiefond, der har støttet udviklingen af kunsthallen siden 2016. Donationerne fra Det Obelske Familiefond har været et helt afgørende grundlag for udviklingen på Kunsthal Charlottenborg gennem de seneste år.