Søg

Radar Contemporary og Kunsthal Charlottenborg Art Cinema præsenterer Extensions vol 2 – Kosmologi

Hvordan er alting startet, og hvordan kommer fremtiden til at se ud? Kosmologi beskæftiger sig med universets udvikling gennem historien for at besvare disse spørgsmål. Men mennesket kan ikke gentage fortidens store eksplosioner for at vide sig sikker. I stedet må vi grave ekstragalaktiske fossiler op og sætte dem sammen til aldrig fuldt beviselige hypoteser, som en påmindelse om menneskets for evigt begrænsede viden. Det vil Radar Contemporary undersøge i den nye udstilling Extensions vol 2: Kosmologier i samarbejde med Kunsthal Charlottenborg Art Cinema.

Fra da Galileo Galilei fandt ud af, at vi ikke er centrum i universet til Einsteins relativitetsteori, som gjorde tid og rum afhængige af hinanden. Måden vi forestiller os universets oprindelse og struktur på er altafgørende for vores selvopfattelse og verdenssyn, og det afspejler videre ind i videnskab og kunst. Radar Contemporary er en udstillingsplatform for kunstnere, der arbejder med teknologi. De har derfor skabt udstillingen Kosmologier for at spekulere over, om vores digitale nutid ændrer vores helhedsopfattelse af kosmos, og hvordan de teknologier, vi anvender, afgør vores viden om universet. Gennem intuition, shamanisme, esotericisme, dekolonielle værktøjer og hukommelsesteknikker fremviser udstillingens kunstnere tilgange til universet, som bryder med de vestlige videnskabstraditioner. Således udvider de ikke blot vores fortællinger om kosmos, men menneskets egen selvforståelse i relation til resten af universet.

Filmprogrammet vises i Charlottenborg Art Cinema i perioden 20. oktober – 29 november.

Der afholdes et event d. 21.10. kl. 17.00 i Kunsthal Charlottenborgs Art Cinema i forbindelse med udstillingen, hvor musikerne Jeanett Albeck & Noah Rosanes vil performe live til kunstner Ida Kvetnys værk. Her vil Helene Nymann og Ida Schyum også tale om tale om overlappet mellem vores hukommelse og måden vi forestiller os universet på med udgangspunkt i Nymanns værker. Kunstner Helene Nymann vil, i dialog med kunsthistoriker Ida Schyum, tale om overlappet mellem vores hukommelse og forestillingsevne. Med udgangspunkt i astronom og filosof Giordano Brunos pionerende tanker fra 1500tallet, der med nye hukommelsesteknikker endte med at kunne fremsige utallige spekulationer om blandt andet universet, vil Nymann og Schyum diskutere hvordan vores vores systematisering af viden afgør vores opfattelse af kosmos fra micro til macro. Endvidere vil de med afsæt i Nymanns værker diskutere, hvordan nutidige teknologier påvirker vores evne til at gentænke og huske fremtiden.

Bemærk at talken er på dansk.

Grundet COVID-19 restriktioner, er der et meget begrænset antal pladser til talken. Det er nødvendigt at reservere på forhånd, og vi opfordrer til, at man annullerer sin booking hvis man ikke skal bruge den alligevel, så en anden kan få glæde af pladsen. Husk at blive hjemme, hvis du har symptomer på sygdom.

Billetter er gratis og kan reserveres her. 

Aftenens talk er en del af Charlottenborg LIVE, som løber fra den 21. oktober – 9. december. Se mere her, for at se det fulde program og finde mere information til booking af talks og langbordsmiddag her.

Radar Contemporary er en kunstnerdreven udstillingsplatform for kunstnere, som arbejder i krydsfeltet mellem teknologi og kunst. Radar Contemporary er grundlagt af Ida Kvetny og Diana Velasco, og Kosmologier er deres anden udstilling i udstillingsrækken Extensions, der undersøger teknologier som en forlængelse af mennesket.

Extensions vol 2 & 3 er venligst støttet af Statens Kunstfond, Augustinus Fonden, Beckett Fonden, Det Obelske Familiefond og Bikubenfonden.