Søg

Alt er vibrationer: Lea Porsager åbner stor udstilling på Kunsthal Charlottenborg

Vindmøllevinger i skiver, magnetiske bønnehjul og seksualiserede ikonmalerier er nogle af elementerne i Lea Porsagers soloudstilling STRIPPED, der åbner 11. juni og som man kan opleve henover sommeren på Kunsthal Charlottenborg. I denne store præsentation vil besøgende møde værker, der udforsker grænserne mellem krop, viden og metafysik. Vi befinder os på skulpturens område – og samtidig helt andre steder, i tilstande af ophidselse og udmattelse.

Kunsthal Charlottenborgs store sydfløj vil danne rammen for Lea Porsagers værker, der afspejler kunstnerens fascination af – og hendes forskning i – spiritualitet og kvantefysik. Porsager arbejder med videnskab og esoterisk viden som former for erkendelse, man i den moderne epoke har bestræbt sig på at holde adskilt. Når forskellige verdensbilleder brydes i hinanden, kan der opstå åbninger mellem verdener, og dermed andre blikke på hvad og hvordan vi ved noget, og hvem vores viden gør os til.

Værkerne er både spekulative og konfronterende. Det er en udstilling med forsvindingspunkter: der er tomhed og åbninger til kræfter og tidsrum, der gør mennesket ubetydeligt. Samtidig er det en kønnet krop, der står som forbindelsespunktet mellem det materielle og det immaterielle.

”Jeg er tiltrukket af videnskab, mystik og feminisme, fordi alle tre emner er åbne, vilde og rå, omend på meget forskellige måder. De kan udfordre hinanden, hvor de krydser hinanden og adskiller sig. Dette giver anledning til en vibration, bevægelse eller kollision, som jeg er interesseret i at udforske,” udtaler Lea Porsager.

STRIPPED består udelukkende af nye værker. Udstillingens største element er tre vinger fra en vindmølle, der er skåret i stykker – en voldsomt bearbejdet readymade, der ligger som en falden kæmpe på Kunsthal Charlottenborgs gulv. Udstillingen søger de forestillinger, der kommer fra den menneskelige og sociale erfarings grænseland: hvordan kan vi arbejde med disse forestillinger, der tillader os at skimte det der måtte være på den anden side af vores egne oplevelser og erfaringer? Har vi andet valg end at prøve at få kontakt til dem, hvis vi vil forvandle os selv og vores forhold til den verden, vi er del af?

”Siden Cervantes har vindmøller symboliseret den menneskelige fantasis kraft. Den store mystiker Emanuel Swedenborg drømte også, at han blev ramt i hovedet af en vindmøllevinge – og fik en kosmisk åbenbaring. I 1960ernes modkultur var vindmøllen et politisk symbol. Og en vindmølle som stod ved Leas barndomshjem gav hende mareridt som lille. Men i dag repræsenterer vindmøllen måske snarere status quo: den lover at vi kan fortsætte med at leve og forbruge som vi altid har gjort, så længe bare vores energi er ren. Sådan set er Leas opskårede vindmøllevinger en slags dissektion af vores forestillingsevne – eller en påpegning af at fantasien er i krise” siger kurator Lars Bang Larsen.

Lea Porsager (f. 1981) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i København og fra Städelschule i Frankfurt am Main 2010. Hun har haft soloudstillinger på blandt andet Henie Onstad Kunstsenter i Oslo, Kunstverein Göttingen, The Emily Harvey Foundation i New York og Museet for Samtidskunst i Roskilde. Porsager deltog i documenta 13 og i den 14. Istanbul Biennale. Hun arbejder i øjeblikket på offentlige kunstopgaver i Danmark, Norge og Sverige. Hendes jordkunstværk Gravitational Ripples blev indviet i juni 2018 på Djurgården i Stockholm til minde om de svenske ofre for tsunamikatastrofen i Sydøstasien i 2004. Porsager er Ph.D. ved Malmö Konstakademi. Hun bor og arbejder i København.

STRIPPED er tilrettelagt i et samarbejde med Moderna Museet i Stockholm, og er kurateret af Lars Bang Larsen. Udstillingen akkompagneres af en ny publikation redigeret af Milena Høgsberg samt en eventrække, heriblandt en talk af den amerikanske feminist og fysiker, Karen Barad, der er en stor inspirationskilde til Porsagers praksis.

Udstillingen er støttet af Augustinus Fonden, Beckett-Fonden, Knud Højgaards Fond, Det Obelske Familiefond, Statens Kunstfond og William Demant Fonden.

Hashtags til udstillingen
#leaporsager #STRIPPED #kunsthalcharlottenborg