Søg

Hvad gør verden ved os?

Medicinsk Museion flytter ind på Kunsthal Charlottenborg og præsenterer efterårets store udstilling 'Verden er i dig'. Gennem videnskab, samtidskunst og historiske objekter undersøger udstillingen, hvordan vores kroppe er forbundet med verden i og omkring os. Udstillingen åbner den 29. september og vises frem til 16. januar.

Vi lever i den antropocæne tidsalder – menneskets tidsalder – og vi bliver hele tiden klogere på, hvordan vi på godt og ondt påvirker og forandrer verden omkring os. Men de færreste tænker over, at verden også påvirker menneskekroppen tilbage. At vores omverden er med til at forme vores kroppe og daglige eksistens.

Vores celler registrerer skiftet fra dag til nat, skabt af planetens bevægelse. Ting vi rører ved påvirker trillioner af mikrober, der bor i og på os, og som bestemmer, hvordan vi har det. Generationerne, der kom før os, har efterladt sig spor i vores DNA. Vi eksisterer på godt og ondt i netværk af forbindelser, der strækker sig fra det mikroskopiske til det planetariske.

Udstillingen Verden er i dig tager afsæt i ny biomedicinsk forskning, der arbejder på at forstå vores kroppe, vores sundhed og vores verden. Men samtalerne om forskningens indsigter kan ikke fastholdes i adskilte discipliner. De flyder over i kunst, historie, kultur, filosofi, politik og mere. Tilsammen åbner de for nye forståelser af vores kroppes forbundethed med verden.

Verden er i dig er bidrag til den vigtige diskussion om forholdet mellem menneske og miljø, mellem krop og verden. Den tager udgangspunkt i ny forskning, der åbner for store spørgsmål og nye perspektiver på, hvordan vi er formet af og sammenfiltret med verden omkring os – helt konkret og fysisk. Ved at blande videnskab, kunst og historie, lægger udstillingen rum til bredtfavnende samtaler om verden i kroppen og kroppen i verden,” udtaler den ene af kuratorerne, lektor ved Medicinsk Museion, Adam Bencard.

Kunsthal Charlottenborgs direktør Michael Thouber udtaler sig om samarbejdet med Medicinsk Museion:
”Jeg tror, alle har oplevet med Corona, globalisering, udforskning af rummet, klima- og flygtningekrisen, at vi er forbundne med verden omkring os som aldrig før. Skal vi løse de store samfundsmæssige udfordringer, så kan den enkelte ikke gøre det alene. Det er nødvendigt, at vi får alle i spil og ligeså nødvendigt at tænke kunstens rolle på helt nye måder. Derfor er vi på Kunsthal Charlottenborg stolte over dette samarbejde med Medicinsk Museion om en udstilling, der viser tidens store udfordringer med stærke stemmer fra både kunstens, medicinens, forskningens og filosofiens verden.”

Udstillingen rummer en blanding af nykommissionerede kunstværker, genstande fra Medicinsk Museions samlinger, malerier, videoinstallationer og videnskabelige og historiske objekter. Alle genstande fortæller om vores forbundne kroppe og udstillingen bevæger sig gennem fire temaer – Tid, RumMikrober og Generationer.

Publikum kan blandt andet se en syv meter stor jordklode Gaia af Luke Jerram [UK], et mikrobielt aftryk af kunstneren Sonja Bäumels [AT] krop i en petriskål, hvor mikroberne fra huden har fået lov at vokse, og Andrew Carnies [UK] videoinstallationen Blue Matter, som bruger videnskabelige billeder af neuronnetværk til at skabe landskaber af floder, skove, bygninger og kroppe. Biokunstneren Anna Dumitriu [UK] udstiller i værket Hypersymbiotics: Post Pandemic Edition et medicinkabinet med serotoninproducerende plasmider, der bor i E.coli-bakterier i tarmene – fremtidens levende lykkepiller. Med i udstillingen er også tabletter med støv fra Månen og Mars i værket Un-Earthing (pharmakon) skabt af Ralo Mayer, der stiller spørgsmålet, om vi kan blive ét med udenjordiske verdener ved at indtage og fordøje dem.

Deltagende kunstnere: Mediated Matter Group/Neri Oxman, Ralo Mayer, Katie Paterson, Bradley Pitts, Lucy McRae, Kathy High, Jiwon Woo, Sonja Bäumel, Baum & Leahy, Guston Sondin-Kung, Marcus Coates, Susan Morris, Till Rabus, Heath Bunting, Isabella Martin, Maya Sialuk Jacobsen, Kaitlynn Redell, Mary Maggic, Pinar Yoldas, Mogens Jacobsen, Anna Dumitriu, Andrew Carnie, Jenna Sutela, Luke Jerram, Revital Cohen & Tuur Van Balen, Tine Friis & Eduardo Abrantes.

Kuratorer: Adam Bencard, Jacob Lillemose, Kristin Hussey, Malthe Kouassi Bjerregaard.

Verden er i dig er kurateret af Medicinsk Museion (en del af Institut for Folkesundhedsvidenskab og Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research – CBMR) på Københavns Universitet. Produceret i samarbejde med Kunsthal Charlottenborg.

Udstillingen er blevet til takket være støtte fra Novo Nordisk Fondens tematiske program i uddannelse og formidling, Velux Fonden, Bikubenfonden, Beckett Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Direktør Espen og Hustru Tanja Neergaard Dinesens Fond.

Kunsthal Charlottenborgs udstillingsprogram er støttet af Augustinus Fonden, Det Obelske Familiefond og Statens Kunstfond.

Fotos:
Mary Maggic, The Molecular Queering Agency, video still, 2017.
Jenna Sutela, Holobiont, 2018, video still, HD video, sound, 10.27, Ed. of 5, © the artist.