UDSOLGT: Kunst og kommunalpolitik er på dagsordenen til Charlottenborgs Kaffeklub
Hvordan går det med kunsten i kommunerne? Hvor meget fylder kunsten i kommunalvalget? Og kan kunstnerne bidrage med politiske visioner til glæde for borgerne? Charlottenborgs Kaffeklub tager debatten op til kommunalvalget om visionerne for kunsten i kommunerne og kunstens betydning for borgerne i hele landet. Charlottenborgs Kaffeklub #5 finder sted den 10. november 2021 kl. 8.30-10.00.
Som optakt til Kommunalvalg 2021 har Charlottenborgs Kaffeklub allieret sig med en række kunstnere og kommunalpolitikere, der formulerer visioner og scenarier for fremtidens kunstneriske indsats i kommunerne op til kommunalvalget 2021.
Alle kunstnere i panelet kommer med erfaringer fra samarbejder med forskellige kommuner i landet ligesom de alle vil give deres bud på visioner for en aktiv kunstnerisk kommunalpolitik.
De inviterede politikere i panelet kommer fra hovedstaden, landets største kommune, og vil respondere på kunstnernes visioner og samtidig fortælle, hvordan de som kommunalpolitikere ser kunstens betydning for deres kommune og borgere.
Charlottenborgs Kaffeklub er stedet, hvor den politiske verden møder kunstmiljøet til en kop kaffe og en åben samtale om visionerne for fremtidens kulturpolitik og kunstneriske dannelse. Charlottenborgs Kaffeklub er arrangeret i samarbejde mellem Kunsthal Charlottenborg og Bikubenfonden.
Sidste år gennemførte Bikubenfonden en undersøgelse af billedkunstens betydning for borgerne i tre udvalgte kommuner i Danmark. Som optakt til debatten om kunsten i kommunerne, kunstnernes og politikernes visioner vil Bikubenfonden introducere nogle af konklusionerne fra undersøgelsen Billedkunstens betydning, der i øjeblikket videreføres i yderligere seks kommuner.
Program
Velkomst ved Michael Thouber, Direktør Kunsthal Charlottenborg
Velkomst og kort introduktion til Bikubenfondens undersøgelse af kunsten i kommunerne ved Peter Kirkhoff Eriksen, seniorrådgiver i Bikubenfonden.
Panel 1 – KUNSTNERNE og visionerne
Fem danske kunstnere fortæller om væsentlige projekter, de har skabt i samarbejde med danske kommuner og fremlægger samtidig deres visioner for en aktiv kunstnerisk indsats for danskerne. Hvordan manifesterer kunsten sig i kommunerne?
René Schmidt, billedkunstner og medgrundlægger af Deep Forest Art Land, der blev grundlagt i 2010 under navnet Skovsnogen og i dag er en selvejende kunstinstitution i en skov i Herning Kommune.
Kenneth Balfelt, billedkunstner og initiativtager til en række projekter i danske kommuner blandt andet Opholdssted til udsatte i Roskilde Ring (2019-2020), Odense Gårdrum for Kirkens Korshær (2014) og Folkets Park i København (2013-2015).
Kirstine Roepstorff, billedkunstner bl.a. udsmykning af Parkeringshus, Kanalbyen, Fredericia (2020).
Eliyah Mesayer, billedkunstner og grundlægger af Mesayer Fonden, der hjælper statsløse unge som hende selv med at få papir på deres tilhørsforhold. Hun er samtidig del af det offentlige kunstprojekt Lys.Mur i Svendborg.
PAUSE – 5-7 minutter
Panel 2 – POLITIKERNE og kulturpolitikken – Hvad er deres vidensgrundlag
En række kommunalpolitikere reflekterer over kunstnernes og deres egne visioner for en aktiv kulturpolitik og betydningen af et rigt kunstliv for kommunens borgere.
Karina Vestergård Madsen, Enhedslisten (Ø)
Helle Bonnesen, Det konservative Folkeparti (C)
Franciska Rosenkilde, Alternativet (Å)
Jonas Bjørn, Socialdemokratiet (A)
Christoffer Røhl Andersen, Det Radikale Venstre (B)
Ordstyrer: Lene Johansen, journalist og tidligere studievært på DR
Sted: Kunsthal Charlottenborg Kongens Nytorv 1 1050 København K
Tilmelding: Gratis arrangement, men kræver billet fra Billetto.
Charlottenborgs Kaffeklub kan opleves live-streamet via link her.
#charlottenborgskaffeklub