Søg

CPH:DOX vender stærkt tilbage til Kunsthal Charlottenborg

Kunsthal Charlottenborg er traditionen tro hovedkvarter for Københavns internationale dokumentarfilmfestival CPH:DOX den 23. marts – 3. april 2022. Under festivalen kan du på kunsthallen opleve udstillingen 'New Red Order Presents: One if by Land, Two if by Sea' samt et væld af filmvisninger, debatter, VR-værker, koncerter og fester.

Udstilling med New Red Order 

Kunsthal Charlottenborg har inviteret New Red Order til at kuratere en international gruppeudstilling og et helt nyt filmprogram i anledning af CPH:DOX. Udstillingen vises i hele kunsthallens nordfløj og forbinder kunstnere, værker og erfaringer fra forskellige steder i verden såsom Californien, Canada, Grønland, Hawaii og Skandinavien.

Under CPH:DOX er der gratis entré til udstillingen, der kan opleves hver dag mandag-søndag kl. 10-20 under festivalen. Der er fernisering på udstillingen New Red Order Presents: One if by Land, Two if by Sea onsdag den 23. marts kl. 17-20. Udstillingen kan opleves 23. marts – 7. august 2022 på Kunsthal Charlottenborg. Læs mere her.

TED Talks on Acid + årets åbningsfest

Kunstnergruppen New Red Order inviterer til et vildtvoksende live-event på tværs af formater i Social Cinema, inden årets store åbningsfest på Charlottenborg.

TED Talks on Acid er nytænkende form for live-begivenhed, der bevæger sig i krydsfeltet mellem offentlig forsamling, akademisk symposium, musik- og filmfestival og artist talks. Her optræder kunstnere, aktivister og akademikere i en skøn blanding med rappere og støjmusikere for tilsammen at skabe et diskursivt og forhåbentlig hallucinatorisk trip, der kan stille spørgsmålstegn ved arven fra dansk kolonialisme i alle dens former. Bidragydere i alfabetisk rækkefølge: Sean Connelly, Mathias Danbolt, Katrine Dirckinck-Holmfeld, Marie Kølbæk Iversen, Lars Jensen, Lars Bang Larsen, Asmund Mikkelsen, Virgil B/G Taylor, Uyarakq, m.fl.

Værter: Mathias Kryger og Irene Campolmi. Efter arrangementet afholder CPH:DOX årets åbningsfest af filmfestivalen. TED Talks on Acid finder sted den 25. marts 2022 kl. 21.30–23.30. Læs mere her.

Deltag i de store samfundsdebatter 

Kunsthal Charlottenborg har i samarbejde med CPH:DOX kurateret et særligt program, der kan opleves den 28.-30. marts i Social Cinema.

Statslig censur og uafhængige medier i Rusland. Klimapolitik, kvindelige aktivister og New Green Deal i USA. Unges mentale helbred og drømme for fremtiden i Østgrønland. Det er nogle af de emner, der er på skemaet på samfundsscenen efter visninger af filmene ‘F@ck This Job’, ‘To the End’ og ‘TSUMU – Where Do You Go With Your Dreams’ i Social Cinema. Læs mere om film og arrangementer på cphdox.dk/da/samfund/.

CPH:DOX’s samfundsscene er udviklet og præsenteret i samarbejde med Kunsthal Charlottenborg, Region Hovedstaden, Human Rights Watch, IMS (International Media Support), Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp.

Åbningstider og entré under CPH:DOX

Kunsthallen holder lukket den 14.-22. marts under opbygningen af CPH:DOX. Under CPH:DOX, der i år finder sted 23. marts – 3. april, har Kunsthal Charlottenborg åbent hver dag mandag-søndag fra kl. 10.00 til sent – udstillingen med New Red Order lukker hver dag kl. 20.00.

Der er gratis entré til Kunsthal Charlottenborg under CPH:DOX inkl. udstillingen New Red Order Presents: One if by Land, Two if by Sea. Til de fleste filmvisninger og arrangementer ifm. CPH:DOX vil der imidlertid skulle købes billet eller betales entré. Læs mere her.

Find hele programmet for CPH:DOX her.