Dimitterende talenter fra Kunstakademiet præsenterer ny billedkunst på Kunsthal Charlottenborg
I år tager 25 kunstnere afgang fra det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler og præsenterer i den forbindelse deres værker på den årlige afgangsudstilling. Afgang 2022 er kurateret af den svenske kuratorgruppe Index og den store fernisering på udstillingen finder sted tirsdag den 19. april kl. 12-20 på Kunsthal Charlottenborg.
Afgang er den årlige eksamensudstilling for dimittender fra det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler. Udstillingen består af værker skabt af dette års afgængere fra Kunstakademiets fire skoler; Skolen for Maleri og Billedbaserede Praksisser, Billedhuggerskolen, Skolen for Mediekunst og Skolen for Konceptuelle og Kontekstuelle Praksisser.
De 25 kunststuderende lægger i øjeblikket sidste hånd på deres afgangsværker og afslutter hermed deres 6-årige uddannelse fra Kunstakademiet. Afgang 2022 giver offentligheden et unikt indblik i, hvad der sker på Kunstakademiet i øjeblikket og de kunststuderendes uddannelsesproces. Med kunstnernes forskellige brug af medier, materialer og temaer, er Afgang 2022 et stærkt og alsidigt bud på fremtiden inden for samtidskunst.
Til at kuratere Afgang 2022 har de studerende selv valgt kuratorgruppen Index – The Swedish Contemporary Art Foundation. Index arbejder med en kunstnerisk, konceptuel tilgang, der sigter efter at gøre plads til dialog, nysgerrighed og opbygning af diskursive situationer, der kan udvikle kunstens rolle i dag. Kuratorgruppen udtaler om Afgang 2022:
“Arbejdet med dette års afgangsstuderende blev indledt med en bestræbelse på at forstå og forholde sig til en række udefinerede fragmenter, der nu på frugtbar vis har samlet sig til en sammenhængende verden – et poetisk udsagn, der er specifikt for netop dette øjeblik.”
Dette års 25 afgængere er: Madeleine Andersson, Ember Blooming, Clara Busch, Niels Christensen, Paula Duvå, Martin Brandt Hansen, Emilie Imán, Simon G Jakobsson, Anna Munk Johansen, Agne Jokše, Cassie Augusta Jørgensen, Esben Weile Kjær, Maria Lepistö, Gurli-Marie Lindum, Maja Malou Lyse, Rasmus Niclas Rose Nielsen, Anna Kristine Hvid Petersen, Kristine Karlshøj Leopold, Søren K. Rye, Samara Sallam, Bertram von Undall, Anabela Veloso, Christian Vindelev, Vic West, Mike Mac-Leod Worning.
Afgang 2022 vises i Kunsthal Charlottenborgs sale, der siden 2013 har lagt hus til den årlige afgangsudstilling. Kunstakademiets dimittender følger i fodsporene af internationalt anerkendte kunstnere som Olafur Eliasson, Kirstine Roepstorff, Lea Guldditte Hestelund, Frederik Næblerød, Lea Porsager, Tal R og flere, der alle har gået på det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler.
Den 27. april afholdes Afgang Live 2022 kl. 17-20. Her deltager en række af de dimitterende kunstnere og aftenen består bl.a. af performances, screenings og omvisninger. Mere information om Afgang Live 2022 følger.
Afgang 2022 vises frem til 22. maj på Kunsthal Charlottenborg. Læs mere her.