Søg

Den Grønne Ungdomsbevægelse indtager Kunsthal Charlottenborg under valgkampen

I løbet af valgkampen til Folketingsvalget 2022 kan de besøgende på Kunsthal Charlottenborg opleve udstillingen NÅR JEG STOPPER OP OG MÆRKER EFTER, der præsenterer værker som en del af en kunstnerisk klimaaktion af Den Grønne Ungdomsbevægelse.

Vi står midt i en klimakrise, der vokser dag for dag. Oversvømmelser, skovbrande, vandstandsstigninger, hedebølger, ubeboelige landområder, fattigdom og sult er nogle af konsekvenserne af klimaforandringerne, som allerede er en realitet.

For at sætte fokus på klimaforandringerne midt i valgkampen har Kunsthal Charlottenborg indbudt Den Grønne Ungdomsbevægelse til at indtage trappegangen på kunsthallen, som alle besøgende passerer på vej til udstillingerne.

De udstillede værker består af 30 malerier skabt af Den Grønne Ungdomsbevægelse under aktionen STOP OP i den første uge i valgkampen, hvor en lang række aktivister og kunstnere overmalede klassiske landskabsmaleriers natursyn med dystopiske fremtidsscenarier.

Onsdag den 19. oktober kan du komme til åbent hus med gratis entré hele dagen, i forbindelse med Den Grønne Ungdomsbevægelses aktuelle udstilling på Kunsthal Charlottenborg. Her kan du bl.a. opleve digtoplæsninger af Ursula Andkjær Olsen og Sabitha Söderholm. Derudover inviterer Den Grønne Ungdomsbevægelse dig desuden til at være med til at lave en fremtidsrejse. Fremtidsrejsen er en meditativ rejse, hvor man kan give sig selv lov til at forestille sig en bæredygtig verden: Hvordan ser den ud? Hvor bor du? Hvordan arbejder du? Der er en verden på den anden side af den grønne omstilling og vi bliver nødt til at kunne forestille os, hvordan den ser ud, for at kunne nå derhen. Det får du muligheden for nu.
Program:

12.00-20.00: Åbent hus med gratis entré til at se udstillingen NÅR JEG STOPPER OP OG MÆRKER EFTER
15.00: Velkomst ved Den Grønne Ungdomsbevægelse
15.05: Digtoplæsning af Ursula Andkjær Olsen
15.15: Digtoplsæning af Sabitha Söderholm
15.30-17.00: Fremtidsrejse ved Den Grønne Ungdomsbevægelse

Onsdag den 3. november kl. 19.00-20.00 er der finissage med gratis entré til udstillingen.

Den Grønne Ungdomsbevægelse (DGUB) er et initiativ startet i foråret 2018 af studerende fra forskellige videregående uddannelsesinstitutioner. Bevægelsen er et fællesskab for alle, der kæmper for en grøn retfærdig fremtid gennem gennemgribende strukturelle forandringer i samfundet.

Aktionen STOP OP fandt sted på Gammel Torv i København lørdag den 8. oktober kl. 12.00-14.00.

Praktisk information
NÅR JEG STOPPER OP OG MÆRKER EFTER
Udstilling i trappegangen på Kunsthal Charlottenborg
14. oktober – 6. november 2022
Åbent hus: Onsdag den 19. oktober kl. 12.00-20.00
Finissage: Onsdag den 3. november kl. 19.00-20.00
Kunsthal Charlottenborg, Kongens Nytorv 1, 1050 København K
90 kr. (Gratis entré til kunsthallen onsdag den 19. oktober)