Søg

Nyt abonnement giver unge ubegrænset adgang til Københavns udstillingssteder og kunsthaller

Med kulturpasset K7 PLUS kan unge i hovedstaden nu for bare 69 kroner om måneden få ubegrænset adgang til 20 af Hovedstadens førende museer og kunsthaller, heriblandt Kunsthal Charlottenborg.

K7 PLUS er en forlængelse af den landsdækkende kulturuge K7 og giver ubegrænset adgang til byens bedste kultur- og kunstoplevelser til en månedlig pris, der mange steder er billigere end en enkelt entrébillet. Et besøg behøver derfor ikke længere være knyttet til en konkret udstilling, men kan være spontant og umiddelbart, hvor du jævnligt kan kigge forbi og se på et kunstværk du er særligt begejstret for eller tage en tænkepause.

Direktør for Kunsthal Charlottenborg, Michael Thouber, hilser det nye initiativ velkomment og fortæller om kunsthallens strategi for ungeinddragelse:

”Vi vil gerne være kunsthallen for den næste generation både af kunstnere og af publikum. Derfor er det helt oplagt for Kunsthal Charlottenborg at være en del af dette initiativ, der forhåbentligt vil gøre, at endnu flere unge opsøger kunsten i København.”

K7 PLUS bliver lanceret den 18. september og kan allerede nu forudbestilles på www.k7plus.dk. Man skal dog skynde sig, for kun 1.000 abonnementer kommer i salg. Abonnementet kan opsiges med en måneds varsel.