Kom til åbning af sommerens store udstilling med skulpturprofessor Simon Dybbroe Møller
Fredag den 7. juni slår Kunsthal Charlottenborg dørene op til den hidtil mest omfattende soloudstilling med Simon Dybbroe Møller. Åbningen fejres med gratis entré og en talk med den danske kunstner, der har haft indflydelse på den tyske kunstscene, hvor han har været baseret i to årtier, og for yngre generationer af kunstnere i København, hvor han er professor på Billedhuggerskolen på Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler.
Henover sommeren kan publikum se frem til at opleve en stor udstilling, der undersøger den danske kunstner Simon Dybbroe Møllers kunstneriske arbejder gennem de sidste 20 år. Udstillingen giver det mest omfattende overblik over Dybbroe Møllers praksis til dato og omfatter både en række helt nye værker, og tidligere projekter, der er blevet gentænkt og -iscenesat til udstillingen.
Simon Dybbroe Møller undersøger og komplicerer i sin praksis gængse modsætningspar: kopi og original, motiv og afbildning. Kunstneren afprøver, hvad skulptur er eller kan være i en verden, der er styret af det fotografiske; en verden, hvor både vores opmærksomhed og økonomien som sådan er rykket fra det fysiske objekt til det fotografiske billede.
Thick & Thin peger på denne optagethed af forholdet mellem skulptur (thick) og billede (thin) såvel som på de svinkeærinder og snørklede veje der fører igennem to årtiers kunstnerisk praksis – gennem ”tykt og tyndt”. Dybbroe Møllers soloudstillinger minder ofte om nøje kuraterede gruppeudstillinger og mange af de værker, der er udvalgt til udstillingen, bruger selvbiografiske elementer til at undersøge forskellige forestillinger om identitet og repræsentation, og til at udfordre etablerede troper og afbildningsmekanismer. Snarere end at låse sig fast på ét bestemt medie eller én bestemt stil, afsøger han løbende nye territorier idet han bevæger sig mellem film, fotografi, fundne objekter, installation, skulptur, performance, tekster, kuratering og undervisning.
I kunsthallens store sydfløj vil publikum møde en kunstnerisk praksis, der lægger vægt på visuelle sammenhænge; på billeddannelse og det relationelle. Dybbroe Møllers værker pendulerer imellem tykt og tyndt – mellem håndgribelige egenskaber som skulpturens materiale og tyngde på den ene side og billedernes formidlende og repræsentative natur på den anden.
Thick & Thin er udviklet i tæt samarbejde mellem kunstneren og kurator Krist Gruijthuijsen, direktør for KW Institute of Contemporary Art, Berlin.
Udstillingen er støttet af Augustinus Fonden, Beckett-Fonden, Det Obelske Familiefond, Ny Carlsbergfondet, Statens Kunstfond, William Demant Fonden samt Belvedere 21, Galleri FRANCESCA MININI, Fastighetaktiebolaget Folkets Hus i Stockholm, Ny Carlsberg Glyptotek, Sammlung Ivo Moser.
Om kunstneren
Simon Dybbroe Møller (f. Aarhus, 1976; bor og arbejder i København) har studeret på Kunstakademie Düsseldorf og på Städelschule i Frankfurt am Main, og har siden 2019 været professor på Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedhuggerskole i København. Han har haft soloudstillinger på Kunsthal Aarhus, Contemporary Art Centre i Vinius, Belvedere 21 i Wien, Kunsthalle São Paulo, Objectif Exhibitions i Antwerpen, Frankfurter Kunstverein, Fondazione Giuliani i Rom, Kunstverein Hannover, University of Michigan Museum of Art, og hans værker har indgået i gruppeudstillinger på Berlin Biennalen, Moskva Biennalen, Kunstmuseum St. Gallen, Palais de Tokyo, Centre Pompidou, Museum of Contemporary Art Detroit, CCA Wattis i San Francisco, Museum of Contemporary Art i Tokyo, Hamburger Bahnhof i Berlin, Museum Ludwig i Köln, Museum für Moderne Kunst i Frankfurt og KW Institute for Contemporary Art i Berlin. Simon Dybbroe Møller er stifter af performanceprogrammet Why Words Now og driver sammen med kunstneren Nina Beier udstillingsstedet AYE-AYE i København.
Praktisk information
Simon Dybbroe Møller: Thick & Thin
8. juni – 11. august 2024
Pressevisning: 6. juni kl. 11.00-12.00
Artist talk: 7. juni kl. 16.00-17.00
Fernisering: 7. juni kl. 17.00-20.00
Kunsthal Charlottenborg, Kongens Nytorv 1, 1050 København K
Læs mere her
Events i udstillingsperioden
7. juni: Fernisering
16.00-17.00 Talk: Simon Dybbroe Møller & Krist Gruijthuijsen
17.00-20.00 Udstillingsåbning: Thick & Thin
Gratis entré
12. juni: Introduktion til udstillingen
19.30-20.00 Omvisning: Thick & Thin (dansk)
Gratis entré
18. juni – 11. august: Filmvisning
Simon Dybbroe Møller: What Do People Do All Day (2020-22)
Filmen looper i kunsthallens åbningstid
2. juli: Charlottenborg på barsel
10.00-13.00 Oplev de aktuelle udstillinger i babyvenligt tempo
11.00-12.00 Omvisning: Thick & Thin (dansk)
11. juli: Introduktion til udstillingen
18.00-19.00 Omvisning: Thick & Thin (dansk og engelsk)
17. juli: Introduktion til udstillingen
18.00-19.00 Omvisning: Thick & Thin (dansk og engelsk)
25. juli: Introduktion til udstillingen
18.00-19.00 Omvisning: Thick & Thin (dansk og engelsk)
31. juli: Introduktion til udstillingen
18.00-19.00 Omvisning: Thick & Thin (dansk og engelsk)
6. august: Charlottenborg på barsel
10.00-13.00: Oplev de aktuelle udstillinger i babyvenligt tempo
11.00-12.00: Introduktion til Thick & Thin (dansk)
7. august: Talk
17.30-19.30 Thick & Thin (Questions & Answers)
Simon Dybbroe Møller i en-til-en samtaler med:
Maja Li Härdelin, kunstner
Kirsten Ortwed, billedhugger
Anders Kold, kurator Louisiana Museum of Modern Art
Steven Shainberg, filminstruktør
Gratis entré
11. august: Finissage
15.00-16.00 Talk: @theshrink
Simon Dybbroe Møller i live terapi-session med psykolog Dr. Debbie Quackenbush