- Film
Blå time #3
BLÅ TIME er en filmklub på Kunsthal Charlottenborg, der viser super8 værker af udvalgte kunstnere. Filmprogrammet er organiseret og kurateret af Emma Rosenzweig og Albert Grøndahl, der til 3. udgave af BLÅ TIME har inviteret fire kunstnere til at deltage. Et super8 kamera er gået på tur imellem billedkunstnerne Marie Karlberg, Esben Weile Kjær, Lizzi Bougatsos og Tal R, som hver især har skabt fire filmværker.
Filmene er uredigerede og premierer på Kunsthal Charlottenborg den 7. juni kl. 20.00 med efterfest på Apollo Bar.
BLÅ TIME er et tilbagevendende arrangement. Hver filmaften viser værker, der er skabt ud fra den samme faste ramme, hvor et udvalgt antal kunstnere på skift har optaget mellem 3 og 5 ruller film med det samme Super8 kamera. Rammen fungerer som kunstnerisk platform, hvor både danske og internationale kunstnere, gennem den samme optik, skaber et filmisk værk, der på én aften vises til et fælles publikum.
Med mediets analoge begrænsninger er det ikke muligt for kunstneren at redigere og lave gennemsyn af materialet under processen. Det rå udtryk, smalfilmens stoflighed og kunstnerens intuition er derfor bærende for projektets proces, handling og forløb.
Esben Weile Kjær (f. 1992).
‘Queen is a feeling’ som er et reenactment af den måde dronningen ankommer til nytårstaffel på Amalienborg. Gina Jaqueline som er kendt fra sin blog, instagram og senere de brede medier, performer værket. I sin bil ankommer hun og stiller sig an for pressen, men offentligheden udebliver selvom ekkoet fra pressens kameraer og fotografernes råben er tilstede på slotspladsen. ‘Queen is a feeling’ forslår altså at samtidens opmærksomheds- og magtcentre ligger et andet sted. Måske et sted hun er på vej hen til.
Lizzi Bougatsos (f. 1974)
Med en indledende spænding har Bougatsos lavet en film over en drøm hun for nyligt har haft; hun maler en død fisk med neglelak og danser knivedans for at skræmme onde ånder væk.
Tal R (f. 1967).
Den smukke dreng danser i i lyset, den smukke dreng danser bag masken, den smukke dreng er en smuk pige, den smukke pige hiver op under sin kjole.
Marie Karlberg (f. 1985).
Rejsen du følger starter med en kvinde, alene på den tågede strand i New Hampshire, Amerika. Hun leder efter nogen eller noget, men vi ved ikke hvad. På en eller anden måde finder hun det hun søger efter, og lægger sig på stenene. Hun lukker sine øjne, drømmer hun? Pludselig taler mennesker til hende. Ansigter, ansigter, virkelige ansigter men også malede ansigter. De siger ting til hende, kommentarer hun før har hørt, eller er det en advarsel?