De oversete historier i Europas fortælling
Hvilken plads har Polen i Europas fortælling og hvilke historier er blevet overset? Mød ambassadør Ewa Dębska, forfatter Steen Andersen og journalist Matilde Kimer til en samtale om erindring, identitet og Europas fremtid. Forfriskninger serveres ved ankomst.
Med afsæt i den aktuelle udstilling med Małgorzata Mirga-Tas undersøger vi, hvordan kunsten kan åbne for nye perspektiver på Europas historie og synliggøre erfaringer, der ofte har stået uden for de dominerende fortællinger.
Europas historie er ikke én samlet fortælling, men en mosaik af nationale erfaringer, kulturelle møder og historiske brudflader. Nogle perspektiver har fået en central plads i den fælles europæiske selvforståelse, mens andre i mindre grad har præget fortællingen om, hvad Europa er og har været.
Polens historie er uløseligt forbundet med Europas. Landet har gennemlevet skiftende grænser, politiske omvæltninger og nogle af det 20. århundredes mest skelsættende katastrofer, men har ofte stået i skyggen af de dominerende europæiske narrativer. I dag spiller Polen derimod en stadig større rolle i diskussionerne om Europas sikkerhed, sammenhængskraft og fremtid. Hvad betyder denne udvikling for vores forståelse af Europas fælles historie?
Kunsthal Charlottenborg inviterer til en åben samtale med den polske ambassadør Ewa Dębska og historiker Steen Andersen, som for nylig har udgivet bogen Planerne om at eliminere Danmark om Polen og Warszawa Pagten. Sammen diskuterer vi, hvordan polske historiske og kulturelle perspektiver kan nuancere forståelsen af Europas fælles historie, og hvilken rolle kunst, forskning og kulturudveksling spiller i arbejdet med at gentænke de fortællinger, der former vores samtid.
Samtalen modereres af Matilde Kimer, der gennem mange år har dækket udviklingen i Øst- og Centraleuropa som journalist og korrespondent.
Om Charlottenborg Salon
Charlottenborg Salon er Kunsthal Charlottenborgs samtaleformat, der med afsæt i kunsten inviterer til dialog om samfundsrelevante emner.
Gennem samtaler mellem et ekspertpanel og publikum rundt om bordet skaber vi et fælles rum for refleksion og nye indsigter.
Praktisk information
Samtalen er på dansk.
Biletten inkluderer entré til udstillingen med Małgorzata Mirga-Tas.
Ved ankomst byder vi på et glas vin og polske delikatesser sponsoreret af Den Polske Ambassade i Danmark.