Event
17. juni 15.00 – 18.00

John Kørner + Whistleblowers & Vigilantes + Slow Violence

Denne lørdag eftermiddag fejrer vi åbningen af tre nye udstillinger, John Kørners Altid Mange Problemer, gruppeudstillingen Whistleblowers & Vigilantes – Figurer i den digitale modstandskamp og gruppeudstillingen Slow Violence.

Til ferniseringen, som vil blive holdt udendørs, såfremt vejret tillader det, vil man kunne købe dagens vegatariske ret fra Apollo Kantine, mens Apollo Bar tilbyder øl og drinks samt yderligere kulinariske lækkerier afhængig af vejret. Master Fatman sørger for komisk kærlighed fra dj-pulten. Ferniseringen er gratis og åben for alle.

—————————————–

John Kørner – Altid Mange Problemer
I året hvor John Kørner fylder 50 år, præsenterer Kunsthal Charlottenborg den største udstilling af hans værk til dato. Med et særligt fokus på de samfundsproblematikker, som Kørner gennem årene har arbejdet med, retter den over 1000 m2 store retrospektive udstilling blikket mod Kørner som en væsentlig fornyer af samtidsmaleriet.

Ud over de nye, omfattende installationer vil udstillingen for første gang samle en række af Kørners væsentligste maleriserier, bl.a. ’Kvinder til salg’, ’War Problems’ og ’Outdoor Struggling’. Udstillingen bliver en hidtil uset mulighed for at opleve nogle af kunstnerens hovedværker samlet på Kunsthal Charlottenborg i København. Læs mere om udstillingen.

————————–—————-

Whistleblowers & Vigilantes er en kontroversiel udstilling, der gennem kunstværker, tv-klip, overvågning, dokumentarisme og historiske dokumenter præsenterer perspektiver på den intensive debat om whistleblowers.

Udstillingen viser de aktivistiske strategier og juridiske opfattelser, som whistleblowers, hackere, online aktivister og billedkunstnere bruger til at retfærdiggøre deres indsats i den digitale modstandskamp. Blandt de medvirkende er Anonymous, Julian Assange, DIS, Chelsea Manning, Metahaven og Edvard Snowden. Læs mere om udstillingen.

——————————————-

Gruppeudstillingen Slow Violence
Kunstnere:  Maria Thereza Alves, Pia Arke, Mia Edelgart, Harun Farocki, Basia Irland, Runo Lagomarsino, Zoe Todd, Lise Autogena & Joshua Portway

Klodens tilstand er under radikal forandring. Den massive destruktion af jordens økosystemer omfatter ikke blot klimaforandringer og artsudryddelse. Mineral- og råstofudvinding, skovrydning, monokulturel plantagedrift, industrielt landbrug og accelererende global urbanisering er også del af de processer, der er ved at forandre livsbetingelserne for alt levende på jorden. Vi kalder det udvikling. En udvikling baseret på århundreders radikale indgreb i de komplekse og indbyrdes afhængige processer, der udgør jordens livsbevarende systemer. Men nedsmeltningen af de globale livsopretholdende systemer er samtidig også resultatet af en langsom vold. Det er en vold, der udøves i periferien af vores opmærksomhed, en vold der ofte er usynlig og hvis ødelæggelse først viser sig med forsinket effekt. Udstillingen Slow Violence er et forsøg på at læse destabiliseringen af klimaet og destruktionen af kloden som en historie om langsom vold.

Udstillingen er kurateret af Katarina Stenbeck og en del af forskningsprojektet In Search of the Lost Future, for yderligere information se www.lostfuture.net
Læs mere om udstillingen.