Event
7. november 17.00 – 19.00

Esther Leslie & Rikke Luther

Liquid and Crystal Intelligence in the Epoch of Turbidity

Kunsthal Charlottenborg er stolte af at kunne byde velkommen til Esther Leslie, Professor i politisk æstetik ved Birkbeck Universitet, London.

Esther Leslie’s research inkluderer ’poetics of science’, ’bleeding edge of technologies’, europæisk litteratur og visuel modernisme, avantgarde, animation, ’colour and madness’, kunstfilosofi og politik.

Eventen foregår på engelsk og er arrangeret af PhD forsker på Kunstakademiet, Rikke Luther.

Liquid and Crystal Intelligence in the Epoch of Turbidity
Man siger, at fotografiet splintrer både tid og sted. Men det samler dem også igen. I denne bevægelse fra opsplitning til samling kan fotografiet sidestilles med forskellen mellem det amorfe og det krystallinske – mellem væskefasen og krystalformen. Fotografiet opsnapper noget ud af strømmen – måske ud af livets kildevæld – og holder det op for vore øjne som en fortættet krystal. Men man kunne med lige så stor ret hævde, at hvert eneste billede drypper ned i verden som en dråbe i havet, en flydende genspejling af et splitsekund, der fanges og gengives på en blank flade. Den flade kan nu meget vel være en smartphone – et af de seneste stadier i fotografiets historie, der med Walter Benjamins ord tog sin begyndelse i en opståen ud af en tåge fyldt af fine dråber, ud af en aura, der trænger helt ind i tøjet og gennemvæder alt i en imperialistisk historie, der hele tiden truer med at komme tilbage. Jeff Wall har i et essay beskrevet fotografiet som en form for flydende intelligens, hvor fotografiets oprindelse ligeledes knyttes an til en forestilling om noget vådt, til splaskende kemikalier og vandbade. Hvert eneste fotografi af væsker, der fanges i bevægelse, såsom hans egne gengivelser af eksplosiv mælk, peger tilbage på dette ’ældgamle minde’. At udøve kontrol over vandet, der holdes inde af glasset, er en del af fotografiets kamp, men al materialiteten, følsomheden, intelligensen og begæret synes udelukkende at høre væsken til. I sit essay fra 1989 bemærker Wall en forskydning bort fra det analoge, kemiske fotografi og hen imod det digitale fotografi. Han peger på, hvordan det digitale fotografi stræber efter at holde kameraet og dets processer tørre, at holde alt vand langt borte fra produktionsprocesserne, langt borte, hvor det kan drive de elværker, som kameraerne er afhængige af. Alt holdes inde og tilbage bag glas, som er hårdt, krystallinsk, en fast barriere, et tørt teknologisk produkt. Senere hen smelter det flydende og det krystallinske sammen i den nu allestedsnærværende smartphone, som man umuligt kunne have forestillet sig i 1989.

Hvilke former for flydende og krystallinsk intelligens kan man her finde i forhold til det at se? Og hvilken indvirkning har det på historien om, hvordan den ser, en teknisk form for iagttagelse, som ikke er vores? Smartphonen fremstår som et medie, der er fuldt af uklarhed – af turbiditet. Dette mediebestemte blik – som vi her vil anskue som både et teknisk og menneskeligt blik – afhænger af denne turbiditet, af uklare medier, og vi vil se, hvordan det altid opstår ud fra eller siver tilbage til en form for dis, tåge, støvsky, dampfase, skyer eller andre uklare tilstande.

Tekst af Esther Leslie.