- Performances
- Talks
Rosas Reality Radio 2
Vær med, når Rosa Marie Frang optager nyt materiale til det dokumentariske lydværk Rosas Reality Radio 2 – Pis & Papir.
Det sværeste er at interviewe medievante mennesker, for de har selvtilliden i orden og styr på, hvordan de lyder og fremstår – og så bliver det ofte blankpoleret og uinteressant. Rosa Marie Frang samtaler med tidligere Deadline-vært Lotte Folke Kaarsholm om tilrettelæggelsen af Deadline på DR2 og om hendes nuværende job som opinionsredaktør og podcastvært på Politiken. Kaarsholm har med sin faglighed og position virkelig meget mediemagt – og så er hun medievant. Derfor har Rosa bedt Kaarsholm om under samtalen at guide hende i at være professionel vært og interviewer. Kan Kaarsholm stå som garant for at lave en interessant samtale om sig selv og sit arbejde?
”Jeg blev inviteret til at komme i Deadline med nogle digte, jeg havde skrevet. Først var det sådan: ”Kan du komme i aften?”, men så nogle timer senere blev det aflyst. Så skulle jeg ind to dage senere, men det blev igen aflyst. Så skulle jeg ind tre dage senere, men så blev det også aflyst. Til sidst blev aftalen, at jeg skulle komme i studiet om et par uger. Men en time senere ringede redaktionen igen og spurgte, om jeg alligevel kunne komme senere samme dag. I al den tid var jeg i højeste alarmberedskab. Live-tv og Deadline var et angstscenarie. Hvad hvis jeg gik i sort? Jeg havde flimrehjertebanken, svært ved at sove og blev ved med skrive noter til mig selv om, hvad der var det vigtigste at få sagt. I den sidste telefonsamtale med et redaktionsmedlem – som afslappet og højlydt spiste et æble ned i røret – blev jeg spurgt, hvad det overhovedet var, jeg havde skrevet: “Jeg forstår det bare ikke…er det kunst eller aktivisme, du laver?” Jeg svarede, at det var begge dele, men jeg turde ikke bede ham at droppe æblet. 5 timer senere stod jeg inde i Deadlines studie. De havde droppet interviewet med mig, men jeg skulle stadig læse digte op og svare på et par spørgsmål. Jeg var så udmattet af halvanden uges pres, at det eneste jeg kunne komme i tanke om at svare, da kameraerne rullede og værten Lotte Folke Kaarsholm spurgte, hvorfor jeg have skrevet digtene, var: “Fordi jeg er så fucking træt af den kønsbias, som er i medieverdenen”. Da kameraerne slukkede, krakelerede alting inde i mig, og tårerne begyndte komme op i øjnene på mig. Lotte blev øjensynligt overrasket og sagde ”Nååå…”. Jeg tror, det var ment som en trøst, men det lød mere som om, hun syntes, jeg var kær. Så jeg strammede op og kørte hjem. Det var ulønnet, og da jeg hjemme på computeren og så indslaget blev jeg flov over, hvor nervøs jeg så ud” – Rosa Marie Frang
I 2020 udkom Rosas Reality Radio, som hen over 7 episoder behandlede spørgsmålet om kunstneres arbejdsvilkår: Prekære arbejdsforhold, præstationsangst, klassetilhørsforhold, afslag, kønsbias, tavshedskultur og den neoliberalistiske projektliggørelse af kunsten. Kunsthal Charlottenborg har inviteret Rosa Marie Frang til at optage nye episoder til sæson 2 – med livepublikum. Aftenen afsluttes med spørgsmål fra salen. Optagelserne publiceres efterfølgende som en del af serien Rosas Reality Radio 2 – Pis og Papir. Første sæson kan lyttes der, hvor du finder dine podcasts eller på www.rosasreality.com.
Medvirkende: Lotte Folke Kaarsholm, opinionsredaktør og podcastvært på Politiken, tidligere studievært på Deadline, DR2.
Rosa Marie Frang (f. 1975), uddannet billedkunstner fra Det Fynske Kunstakademi og Umeå Kunstakademi i Sverige. Frangs arbejde består først og fremmest af selvudgivne audio-dokumentarer som med informative, underholdende og selvudleverende historier, både kritisk og selvreflekterende, undersøger strukturelle magtforhold i vores samfund. Hun har været nomineret som Årets Radiopersonlighed af Prix Radio og blandt andet vundet Prix Radio prisen som Årets Nyskabelse i 2020, Niels Wessel Bagges Hæderslegat og AICA´s Kunstkritikerpris som Årets Kunstevent 2021.
Lotte Folke Kaarsholm (f.1975), journalist og uddannet cand. mag i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet. Kaarsholm var studievært på Deadline, DR2, fra 2016-2022 og er i dag opinionsredaktør Politiken og vært på avisens podcast Den Levende sammen med Eva Eistrup. Hun begyndte at skrive for Information i 2003, hvor hun var international redaktør 2007-2013 og weekend- og udlandsredaktør 2013-2016. I 2007 blev hun sammen med Charlotte Aagaard nomineret til Cavlingprisen for en artikelserie om danske museers og auktionshuses involvering i sager med stjålne kunstgenstande.
Medtilrettelægger: Brit Jensen. Konsulent: Nanna Gro Henningsen. Støttet af Billedkunstnernes Fagforbund, Statens Kunstfond.