Samaneh Roghani – årets modtager af soloprisen
I forbindelse med Charlottenborg Forårsudstilling 2019 kan du onsdag den 6. februar opleve en talk med Samaneh Roghani, der er årets modtager af Forårsudstillingens solopris for værket ’Barzakh (Limbo)’, 2018.
Herunder kan du læse et uddrag af juryens begrundelse for at vælge Samaneh Roghani som årets soloprisvinder: ”Juryen har valgt at pege på den iranske kunstner Samaneh Roghani som modtager af årets Solopris for værket ’Barzakh (Limbo)’. Roghani har skabt et særligt væsentligt værk, der både arbejder nytænkende med værkets medier (video, skulptur, installation) og ikke mindst evner at gøre kunstnerens personlige historie rørende, relevant og vigtig. En enig jury blev fænget af hendes evne til at arbejde formelt og rumligt og samtidig koble dette overbevisende og ufravigeligt til værkets udsagn og indhold. Den gribende fortælling virker stærk, fordi Roghani formår at oversætte sin egen private historie til noget alment og væsentligt. Og hun gør det gennem et værk, hvor beskueren oplever temaet tæt på egen krop: Gennem den lange korridor, hvor vores skygger indgår som en del af videobilledet af mennesker, der vandrer. Vi passerer en række reb (der giver uhyggelige associationer til fangenskab og henrettelse), men vi kommer også forbi og om på den anden side. Det er et værk, der arbejder immersivt med rummet. Netop fordi det inddrager beskuerens bevægelse som en del af sin tidslighed, går den tankevækkende og uhyggelige side af værket kun langsomt op for os. Det sniger sig så at sige ind under huden på os gennem den sanselige passage. Det virker stærkt.”
Samaneh Roghani (f. 1984) er født i Iran og studerer i dag på Kungliga Konsthögskolan i Malmö. På aftenen vil Samaneh Roghani blandt andet fortælle om sit værk og kunstneriske praksis i en samtale med Thomas Lindvig, billedkunstner og bestyrelsesformand i Charlottenborg Fonden. Samaneh Roghanis værk tager afsæt i hendes personlige historie om at emigrere, og hun kombinerer forskellige medier, der tilsammen danner en rumlig og sanselig videoinstallation. På talken kan I høre om kunstnerens gribende fortælling, som hun i sit værk har oversat til noget alment og væsentligt.
Denne aftens Charlottenborg Art Talk er på engelsk og afholdes kl. 17-18:30 i kunsthallens biograf. Entréen er gratis.