Amalie Smith, Levende, 26. september 2026 – 21. februar 2027

Den danske billedkunstner og forfatter Amalie Smith (f. 1985) præsenterer sin mest omfattende soloudstilling med nyproducerede værker skabt specifikt til Kunsthal Charlottenborgs nordfløj. Gennem en serie skulpturelle installationer og et gennemgribende lydværk kredser hun om livets tilblivelse og de materielle processer, mønstre og aflejringer, som det levende sætter i verden.

Udstillingen Levende udfolder sig gennem en række store montrer med hybride skulpturer bestående af tekstil, keramik, naturmaterialer og hverdagsgenstande. Som under et mikroskop stiller Amalie Smith skarpt på forbindelserne mellem natur, menneskeliv, videnskab, kunst og kunstigt liv.

Publikum inviteres til at bevæge sig gennem dunkle, minimale rum, hvor de skulpturelle installationer er placeret i en indadgående spiralbevægelse, som vindingerne i et sneglehus. Montrerne tager form efter kunsthallens arkitektur og fremstår på én gang som tableauer, arkiver og arkæologiske kasser til nærstudier af livets mange former.

Med afsæt i en tværdisciplinær praksis, der forener litteratur, forskning og billedkunst, undersøger Amalie Smith de helt store fortællinger om livet på jorden og zoomer ind på det levende på tværs af fortid, nutid og fremtid.

Amalie Smith (f. 1985) er forfatter og billedkunstner, uddannet fra Forfatterskolen (2009) og Det Kongelige Danske Kunstakademi (2015). Blandt hendes seneste projekter er Levende jord (2025), Sang om planeten (2024) og Looming (2022). Hun har udgivet ni bøger, heriblandt Terracotta (2025), Thread Ripper (2022) og Marble (2014).

Udstillingen er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Augustinus Fonden, Det Obelske Familiefond, Lemvigh-Müller Fonden, Ny Carlsbergfondet, Statens Kunstfond.