
Birds Walk, One Is Not Born a Woman, 30. november – 14. december 2014
Birds Walk præsenterer performanceinstallationen One Is Not Born a Woman i Sydfløjens bagerste sal.
One Is Not Born a Woman er en installation, der én gang om dagen aktiveres som en performance. Forholdet mellem det statiske og foranderlige værk iscenesættes gennem kroppen i et samspil med medierede versioner af selvsamme krop. Værket undersøger gennem repetition og forskydning, hvordan gentagende handlingsmønstre over tid er med til at forme og forskyde vores køn samt, hvordan disse konstruktioner bygges op og pilles ned over tid.
Titlen på udstillingen stammer fra forfatter og feminist Simone de Beauvoirs citat “One is not born a woman, but rather becomes one” fra hendes hovedværk The Second Sex (1949), hvori de Beauvoir beskriver, hvordan det at være kvinde ikke er noget, der på forhånd er fastlagt.
Den biologiske krop tilegner sig gradvist et socialt køn. Der er derfor ingen kvindelig natur, der på forhånd bestemmer, hvad kvinder er eller ikke er – på denne måde anskues køn som noget, vi påtager os.
Værket diskuterer hermed kønsidentitet som en social konstruktion og undersøger, hvordan mennesket spejler og kopierer hinandens adfærd livet igennem.
Birds Walk er en kunstgruppe med base i København, der arbejder konceptuelt og interdisciplinært ved at udforske forskellige former for repræsentation via forskellige medier, som eksempelvis lyd, video og billedkunst.
Birds Walk blev dannet af Lisa Bregneager og Kim Wrang Henriksen i 2009.
Performer: My Nilsson
Kostume: Petruska Miehe-Renard
Realiseret med støtte fra Københavns Scenekunstudvalg




