Søg

Jeannette Ehlers

Archives in the Tongue: A Litany of Freedoms

11 jun – 7 aug 2022 Fernisering: 10 jun 2021 17:00

Jeannette Ehlers har de seneste år indtaget en helt central rolle på den danske kunstscene ved at skabe en fælles bevidsthed omkring kolonitiden. Særligt er hun kendt for at være medskaber af monumentet I Am Queen Mary i Københavns Havn. Henover sommeren kan besøgende på Kunsthal Charlottenborg opleve hendes påtrængende værker, hvor hun trækker tråde på tværs af kontinenter, oceaner og menneskeskæbner.

I den stort anlagte soloudstilling skaber Jeannette Ehlers gennem både nye store installationer samt eksisterende film, performances og fotografier et spirituelt og meditativt rum, der belyser afro-caribiske relationer. Centralt i udstillingen står et nyt videoværk, der tager udgangspunkt i den mytiske healer-figur Moko Jumbie. Ifølge sagnet krydsede Moko Atlanten fra Vestafrika til Caribien for at passe på sit folk. I udstillingen er figuren bragt tilbage over Atlanterhavet til Danmark for at belyse Københavns historiske skygger og for at bringe healing og omsorg.

Med titlen Archives in the Tongue: A Litany of Freedoms fremhæver udstillingen særligt den orale fortælletradition. Jeannette Ehlers fletter det historiske, det kollektive og det oprørske sammen med det velkendte, det kropslige og det poetiske; sorte og brune fletninger der penetrerer kunsthallens mure, fortællingen om hvordan slavegjorte kvinder i Sydamerika og Caribien brugte blandt andet de særlige fletninger cornrows som kort over flugtruter, tekstuddrag fra H. C. Andersens Mulatten fra 1840 samt en håndskrevet transskriberet fiktiv dialog mellem Kendrick Lamar og Tupac om opstand er blandt nogle af de oplevelser, som de besøgende vil møde.

Jeannette Ehlers har gennem årene fokuseret på dansk kolonihistorie, kollektivitet og kunstens aktivistiske potentiale. Blandt de centrale temaer i udstillingen på Kunsthal Charlottenborg er sorthedens repræsentationer og grænser, samt dybere refleksioner over kolonitidens arv, slægtskab, og solidaritet. Værkerne sammenføjer historier og arv samt binder socio-politiske forhold og koloniseringens nutidige spor sammen. Således søger udstillingen at pege på transgeografiske forbindelser og modhistorier, der stadig skal finde sin plads i historien og forene fortid og fremtid.

Udstillingen ledsages af et ambitiøst program af offentlige arrangementer, herunder en række performances, screenings, guidede kunstner- og kuratortours samt en talk med Jeannette Ehlers og kuratorerne Awa Konaté og Lotte Løvholm. Se nedenfor for flere oplysninger.

Jeannette Ehlers (f. 1973) er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2006. I 2010 modtog hun Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat og i 2020 modtog hun Carl Nielsen og Anne Marie Carl- Nielsens Legat. Hun kunne blandt andet opleves i solopræsentationerne SAY IT LOUD i Nikolaj Kunsthal (2014), Whip it good: Spinning from History’s filthy mind på Autograph ABP i London (2015), Take Root på MOCAD i Detroit (2021) og i den nyåbnede EVERY MONUMENT IS A CITIZEN sammen med La Vaughn Belle på Pública i Puerto Rico (2022). Derudover har Ehlers udstillet værker på COOL, CALM AND COLLECTED på ARoS (2017) samt i gruppeudstillinger over hele verden. I vinters deltog hun i Kunsthal Charlottenborgs biennale over hele Danmark under titlen Poet Slash Artist kurateret af Hans Ulrich Obrist og Lemn Sissay (2021). Jeannette Ehlers er kendt i den brede offentlighed for monumentet I Am Queen Mary (2018), det første danske mindesmærke over Danmarks kolonihistorie, og blev nomineret til The Windrush Generation Monument på Waterloo Station i London (2021). I dag er Jeannette Ehlers desuden udvalgsleder i Statens Kunstfonds Legatudvalg for Billedkunst.

Archives in the Tongue: A Litany of Freedoms er kurateret af Awa Konaté og Lotte Løvholm.

Udstillingen er støttet af Augustinus Fonden, Axel Muusfeldts Fond, Beckett Fonden, Lemvigh-Müller Fonden, Det Obelske Familiefond, Statens Kunstfond, Statens Værksteder for Kunst, William Demant Fonden.

Events i forbindelse med udstillingen:

10 juni kl. 17.00-21.00: Fernisering
Jeannette Ehlers, Archives in the Tongue: A Litany of Freedoms

11. juni kl. 12.00-15.00: Performance
Jeannette Ehlers, We’re Magic. We’re Real #3 (These Walls), durational performance i kunsthallens gård

13. juni kl. 8.00-9.00: Performance
Jeannette Ehlers, Worksongs, Kongens Nytorv

15. juni kl. 17.00-20.00: Art Week x Kunsthal Charlottenborg x Culture Art Society (CAS)
Screening og guided kunstner- og kuratortour med Jeannette Ehlers og Awa Konaté

17. juni kl. 8.00-9.00: Performance
Jeannette Ehlers, Worksongs, Kongens Nytorv

22. juni kl. 17.00-19.00: Talk
Med kunstner Jeannette Ehlers samt kuratorerne Awa Konaté og Lotte Løvholm

6. august kl. 15.00-16.00: Filmscreening
Screening af dokumentarfilmen ‘Det sorte kapitel’ af Maya Albana

Næste