
Larissa Sansour, These Moments Will Disappear Too, 26. september 2025 – 15. februar 2026
Larissa Sansours største udstilling til dato sammenfletter aktuelle temaer som tvungen migration, nedarvede traumer og imaginære verdener gennem science fiction, opera og dokumentarisk materiale.
Fortid, nutid og forestillede fremtider mødes i udstillingen These Moments Will Disappear Too af den palæstinensisk-danske kunstner Larissa Sansour (f. 1973, Østjerusalem), der søger at skabe et rum for nye måder at reflektere over historie og retten til hjem og jord på. Sansours videoværker og installationer beskæftiger sig med temaer som tab og nedarvede traumer og udforsker sorg, hukommelse og den vedvarende trussel om miljøkatastrofer.
Centralt for Sansours praksis er hendes gribende smukke og omhyggeligt gennemtænkte filmværker, hvori hun blander lag af fakta, fiktion og politisk historie med aktuelle temaer på en æstetisk overbevisende måde. Værkernes visuelt eksperimentende og fabulerende sprog inviterer publikum til at fordybe sig i andre virkeligheder, hvorigennem nye måder at tænke på bliver mulige.
Udstillingen på Kunsthal Charlottenborg tager udgangspunkt i Palæstinas arv og problemfyldte historie, og Sansours værker tilbyder samtidig et rum til at reflektere over emner og bredere spørgsmål om national identitet, fælles menneskelige erfaringer og kollektiv hukommelse.
Larissa Sansour har boet i London i over et årti, og det er første gang, hendes værker udstilles i så stor en skala. Udstillingen åbner i september og består af ti værker skabt i perioden 2003–2025. Sansours værker har været udstillet verden over, og hun repræsenterede Danmark på Venedig Biennalen i 2019. De fleste af værkerne i udstillingen er skabt i samarbejde med forfatter og instruktør Søren Lind.
Udstillingen er initieret af Amos Rex, Helsinki, og kurateret af Terhi Tuomi. Udstillingen på Kunsthal Charlottenborg er støttet af Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Augustinus Fonden, Beckett-Fonden, Dansk Tennis Fond, Knud Højgaards Fond, Ny Carlsbergfondet, Det Obelske Familiefond, Statens Kunstfond og William Demant Fonden.



