William Forsythe
In the Company of Others
William Forsythe (f. 1949) er en superstjerne i dansens verden og regnes af mange som en af de største nulevende koreografer. Forsythe er internationalt anerkendt for sit arbejde med Ballet Frankfurt samt med sit eget dansekompagni Forsythe Company, og hans koreografier indtager en betydelig plads i dansens historie.
Det sidste årti har William Forsythe markeret sig stærkt på den internationale kunstscene med storslåede kunstinstallationer, koreografiske objekter samt film- og videoværker.
Udstillingen William Forsythe In the Company of Others udfolder William Forsythes projekter ved at sætte dem i spil med værker af en række internationale samtidskunstnere: Manon de Boer, Gerard Byrne, Maria Meinild, Bruce Nauman, Rashaad Newsome, Magnus Pettersen og Sturtevant. På forskellig vis berører alle værkerne i udstillingen aspekter vedrørende relationerne mellem krop, rum, objekter og fællesskab.
William Forsythe har udstillet internationalt på væsentlige institutioner som Centre Pompidou i Paris,Tate Modern i London,Venedig Biennalen, Renaissance Society i Chicago og MMK i Frankfurt.
Udstillingen er realiseret i samarbejde med Den Danske Scenekunstskole København – Efteruddannelsen og er kurateret af Mathias Kryger.