Søg

Lars von Trier kavalkade mellem jul og nytår

I anledning af 'Big Art' udstillingen viser Kunsthal Charlottenborg mellem jul og nytår en kavalkade af Lars von Triers prisvindende film.

Til den biografaktuelle film The House That Jack Built arbejdede Lars von Trier sammen med Bjarke Ingels om tegningerne til huset, som indgår i filmen.

Huset er konstrueret af 60 frosne lig, som filmens hovedperson og seriemorder, Jack, slår ihjel i løbet af filmen. Frem til den 13. januar 2019 udstilles det originale hus fra filmen som en del af Big Art udstillingen på Kunsthal Charlottenborg.

I den anledning viser Kunsthal Charlottenborg nu en kavalkade med et stort udvalg af Lars von Triers prisvindende film. Filmene kan opleves i kunsthallens biograf fra den 26. – 30. december 2018. Filmvisningerne er gratis når der er betalt entré til Kunsthal Charlottenborg.

Program

Onsdag 26. december, kl. 12-19:

12.00-14.00: Forbrydelsens element (1:44 min.)
Hos en hypnotisør i Cairo bringes politimanden Fisher til at generindre sin efterforskning af nogle mystiske mord i Europa. Der er tale om et Europa i en nær fremtid, hvor alt er i opløsning og fuldstændigt forfald. (Kilde: DFI)

14.00-17.00: Dogville (2:58 min.)
Filmen er fortællingen om Grace, der søger tilflugt fra nogle gangstere i byen Dogville. For at kunne blive i byen, må Grace hjælpe indbyggerne med forskellige praktiske gøremål. Men da eftersøgningen af Grace skærpes, kræver beboerne flere og flere ydelser som betaling for den risiko, de løber ved at skjule hende. Grace erfarer på grummeste vis at den næstekærlighed, hun har fundet i Dogville, er yderst relativ. Filmen er optaget på et stort scenegulv, hvor veje og huses grundplan er tegnet op med kridtstreger, og dekorationerne er minimale. (Kilde: DFI)

17.00-19.00: Manderlay (2:05 min.)
‘Manderlay’ begynder, hvor ‘Dogville’ slap, da Grace og hendes far forlader byen. De ankommer til plantagen Manderlay i det sydlige USA, hvor de sorte ansatte lever, som om slaveriet stadig eksisterer. Og det under så urimelige forhold, at Grace er nødt til at gribe ind. Filmen har som ‘Dogville’ ingen unødige rekvisitter. Den udspiller sig indendørs i et kæmpe filmstudie og udforsker grænserne mellem film og teater. (Kilde: DFI)

Torsdag 27. december, kl. 12-20:

12.00-14.00: Idioterne (1:57 min.)
En gruppe unge mennesker har fundet sammen om et projekt: at finde deres indre idiot. De optræder som ‘spassere’, når de færdes ude i samfundet, og nyder ellers bare livet sammen i Stoffers onkels store villa i Søllerød – en villa, der ellers stod tom, fordi Stoffer skulle forsøge at sælge den for onklen. De udfordrer dagligt hinanden og deres omgivelser med deres idiot-lege. (Kilde: DFI)

14.00-16.30: Melancholia (2:15 min.)
Justine og Michael fejrer deres bryllup med en luksuriøs fest hos Justines søster Claire og svoger John. Justine forsvinder gentagne gange fra festen på slottet, men dukker op igen, og virker deprimeret. I mellemtiden er planeten Melancholia på vej mod Jorden. Søstrene reagerer forskelligt på truslen fra rummet – Justine er rolig og afklaret, mens Claire går i panik. ‘Melancholia’ er en psykologisk katastrofefilm om verdens undergang. (Kilde: DFI)

16.30-18.30: Antichrist (1:48 min.)
En psykiater og hans kone har mistet deres lille søn og er i dyb sorg ovenpå tragedien. De tager til “Eden”, deres afsides beliggende hytte, for at komme videre i livet og redde deres forhold. Men de mister kontrollen, da den omkringliggende natur griber ind. (Kilde: DFI)

18.30-20.00: Direktøren for det hele (1:39 min.)
Filmen er en absurd komedie, der satirisk retter blikket mod den hjemlige andedam. ‘Direktøren for det hele’ foregår i en IT-virksomhed, hvor en konfliktsky chef har opdigtet en fiktiv direktør, der svæver over vandene i USA og træffer de upopulære beslutninger. Medarbejderne i virksomheden har således aldrig mødt direktøren. Det går godt, lige indtil potentielle islandske købere af firmaet insisterer på at møde “direktøren for det hele” ved forhandlingsbordet, og den fungerende chef ser sig nødsaget til at hyre en arbejdsløs skuespiller til rollen. (Kilde: DFI)

Fredag 28. december, kl. 12-18:

12.00-14-30: Nymphomaniac Director’s Cut, Part I (145 min.)

14.30-15.00: Pause

15.00-18.00: Nymphomaniac Director’s Cut, Part II (180 min.)
Den ældre charmerende ungkarl Seligman finder en kold vinteraften Joe tævet til ukendelighed i en gyde. Han tager hende med hjem for at pleje hende, mens han spørger ind til hendes liv. Han lytter intenst, imens Joe igennem de næste otte kapitler fortæller sin overdådige og saftige livshistorie med mange facetter og rig på associationer og pludselige indskydelser. (Kilde: DFI)

Lørdag 29. december, kl. 11-16:

11-16: Riget I (269 min.)
Åndelige manifestationer og uhyggelige over- og underjordiske hændelser blander sig med magtkampe og intriger på landets førende hospital, “Riget”. (Kilde: DFI)

Søndag 30. december, kl. 11-16:

11.00-16.00: Riget II (286 min.)
Ved hjælp af voodoo, hentet hjem fra Haïti, håber den svenske neurokirurg Helmer at skjule en forsømmelighed, der havde dødelig udgang, men han gør stadig regning uden den hypokondre, superaktive patient fru Drusse. Drusse plejer omgang med netop de ånder, der bringer det stormægtigt moderne hospital i fare på en tid, hvor videnskab og bureaukrati – og diverse private lidenskaber – er ved at gå amok. Alt imens den nyfødte baby fra “Riget” vokser op for vore øjne som en inkarnation af Satan selv. (Kilde: DFI)