Søg

Filmprogram for forår/sommer 2019

Kunsthal Charlottenborg viser i løbet af foråret og sommeren film i dokumentar- og kunstfilmsgenren af bl.a. Tony Cokes, Soda_Jerk og Fischli Weiss.

Kunsthal Charlottenborgs forårs- og sommerprogram i Charlottenborg Art Cinema inkluderer to film af Tony Cokes, TERROR NULLIES af den australske kunstnerduo Soda_Jerk og Der Lauf der Dinge af den schweiziske kunstnerduo Fischli Weiss. Derudover byder programmet på samarbejder med The Why Foundation og CPH:DOX med film om EU og Europa i forbindelse med den aktuelle udstilling Europa Endlos.

Fra den 4. – 21. april vises to film af den amerikanske kunstner og professor Tony Cokes, der begge handler om de stærke emotionelle kræfter, der kan bo i musikken. Det nyeste filmværk The Queen is Dead 07.3 hylder Aretha Franklin og hendes betydning for amerikansk kultur i forhold til kvinder, sorte og musik. Den anden filmvisning er klassikeren Evil.16 (torture.music) der eksemplificerer hvordan musik kan bruges som tortur og destruktion.

Den 23. april – 19. maj vises et filmprogram om EU og Europa af The Why Foundation, som indebærer Christoffer Guldbrandsen to film Fogh Bag Facaden og Præsidenten, Firas Fayyad & Henrik Grunnets film My Escape og Nick Fraser & Ben Lewis’ film R.U.E.U?

I forbindelse med kunsthallens udstilling Europa Endlos og CPH Art Week vises et dokumentarfilmprogram om Europa i samarbejde med CPH:DOX. Titlerne annonceres i april og filmprogrammet vises fra den 22.-25. maj.

Oplev også filmen TERROR NULLIES af den australske kunstnerduo Soda_Jerk fra den 28. maj – 23. juni. Filmen er en forførerisk collage af nogle af de største og skæveste filmskatte. Soda_Jerk besøger Kunsthal Charlottenborg onsdag den 29. maj kl. 17, hvor de vil deltage i en Q&A med Jacob Lillemose.

Til sommer vises filmen Der Lauf der Dinge af den schweiziske kunstnerduo Fischli Weiss en hypnostiserende klassiker indenfor kunstfilm. Filmen vises fra den 25. juni – 10. august.

Filmene kan opleves i kunsthallens biograf i åbningstiden, undtagen når andre events finder sted.  Læs mere her