Søg

Fernisering og fest for sommerens store udstilling på Kunsthal Charlottenborg

Fredag den 14. juni slår Kunsthal Charlottenborg dørene op til udstillingen 'Servitudes', en totalinstallation, der griber ind i den besøgendes oplevelse gennem en kompleks rumlig installation skabt af store bygningskonstruktioner, lyd og levende billeder. Soloudstillingen med den danske kunstner Jesper Just fejres med talk, fernisering og fest.

Fredag den 14. juni kl. 18-22 markeres åbningen af Kunsthal Charlottenborgs store sommerudstilling med en festlig fernisering, der lige inden byder på en talk kl. 17. Her vil kunstner Jesper Just møde kurator Irene Campolmi og den amerikanske model og skuespiller Dree Hemingway i en samtale om hans hidtil mest omfattende videoværk, Servitudes. Værket indgår nu i samlingen på det prestigefyldte Metropolitan Museum of Art i New York, efter at det havde haft verdenspremiere på Palais de Tokyo i Paris i 2015.

Til ferniseringen kan man købe mad og drikke fra Apollo Bar og Esben Weile Kjær spiller hele aftenen. Samme dag er der Rundgang 2019 på Kunstakademiets Billedkunstskoler. Entréen er gratis og alle er velkomne!

Program
Kl. 15-20: Rundgang 2019, Kunstakademiets Billedkunstskoler
Kl. 17-18: Charlottenborg Art Talk: Jesper Just i samtale med Irene Campolmi og Dree Hemingway
Kl. 18-22: Fernisering og fest
Kl. 22-til sent: Efterfest på Apollo Bar

Jesper Just: Servitudes
Denne sommer slår Kunsthal Charlottenborg dørene op til en storslået soloudstilling med den internationalt anerkendte danske kunstner Jesper Just. Med greb fra arkitekturen transformeres Kunsthal Charlottenborgs sydfløj til en totalinstallation, der griber ind i den besøgendes oplevelse for at udfordre de fasttømrede forestillinger om handlekraft og passivitet, der gennemsyrer vor tids sociale interaktioner. Udstillingen er skabt i samarbejde med MAAT – Museum of Art, Architecture & Technology i Lissabon og er kurateret af Irene Campolmi. Læs mere her.

Charlottenborg Art Talk
Lige før ferniseringen på Servitudes, vil Jesper Just introducere udstillingen og fortælle om hans kunstneriske praksis i en samtale med kurator Irene Campolmi og model og skuespiller Dree Hemingway, modereret af Kunsthal Charlottenborgs direktør, Michael Thouber. Samtalen er på engelsk og afholdes i kunsthallens biograf fredag den 14. juni kl. 17. Alle er velkomne og entréen er gratis. Læs mere her.

Foto: Jesper Just, Servitudes, 2015. Video still, eight-channel digital video, color, sound, 9 min. Courtesy the artist, Nicolai Wallner.