Søg

Offentliggørelse af navnene til Kunsthal Charlottenborg Biennale og åbningsevent med talks og oplæsninger

Kunsthal Charlottenborgs første biennale Poet Slash Artist vises fra næste uge på gader, togstationer og busstoppesteder i hele Danmark, hvor værker af 36 billedkunstnere og digtere bringer forskellige kulturer, kontinenter, sprog og generationer sammen i et nyt fællesskab. I forbindelse med åbningen af udstillingen inviteres der lørdag den 20. november kl. 14-17 til talks og oplæsninger i Festsalen på Charlottenborg.

Kunsthal Charlottenborg er stolt af at kunne annoncere kunstnerlisten til den kommende biennale. De deltagende kunstnere er: Etel Adnan, Adonis, Jay Bernard, Anne Boyer, Julien Creuzet, Imtiaz Dharker, Jimmie Durham, Jeannette Ehlers, Inua Ellams, Ibrahim El-Salahi, Tracey Emin, Renee Gladman, Vivienne Griffin, Lubaina Himid, Sky Hopinka, Isaiah Hull, Jakob Jakobsen, Cassie Augusta Jørgensen, Miriam Kongstad, Tarek Lakhrissi, Lebogang Mashifane, Friederike Mayröcker, Hesselholdt & Mejlvang, Jota Mombaça, Precious Okoyomon, Heather Phillipson, Lea Porsager, Lea Guldditte Hestelund & Olga Ravn, Tabita Rezaire, Tiffany Sia, Amalie Smith, Cecilia Vicuña, Xu Bing, Gozo Yoshimasu.

I forbindelse med åbningen af udstillingen inviteres der lørdag den 20. november kl. 14-17 til talks og oplæsninger i Festsalen på Charlottenborg. Efterfølgende vil et udvalg af værkerne kunne ses i gården på Kunsthal Charlottenborg.

Program
14.00 Åbningstale af Michael Thouber, direktør Kunsthal Charlottenborg
14.10 Forfatteroplæsning af Lemn Sissay
14.20 Kuratorsamtale med Hans Ulrich Obrist & Lemn Sissay
14.40 Forfatteroplæsning af Amalie Smith
14.50 Kunstnersamtale med Jeannette Ehlers, Miriam Kongstad, Hesselholdt & Mejlvang, Amalie Smith
15.15 Forfatteroplæsning af Jakob Jakobsen
15.25 Kunstnersamtale med Lea Porsager, Lea Guldditte Hestelund & Olga Ravn, Jakob Jakobsen
15.50 Forfatteroplæsning af Olga Ravn

16.00 Vin og visning af værker i gården på Kunsthal Charlottenborg

Åbningsevent: 20. november kl. 14-17, gratis entré men kræver booking på forhånd på Billetto.dk. Arrangementet kan også opleves live-streamet her, og kan efterfølgende ses på Youtube.

Poet Slash Artist er kurateret af Hans Ulrich Obrist og Lemn Sissay, og er en udforskning af digtere, der arbejder med billedkunst og billedkunstnere, der arbejder med poesi. Poet Slash Artist blev oprindeligt vist og produceret af Manchester International Festival og HOME i juli 2021. Udstillingen er i den danske version suppleret med nye værker af danske kunstnere. Læs mere her.

Kunsthal Charlottenborg Biennale produceres i samarbejde med AFA JCDecaux og vises på AFA JCDecaux’s landsdækkende reklamepaneler. Den store udbredelse gør, at 84% af den danske befolkning vil kunne opleve værker fra udstillingen rundt omkring i landet.

Kunsthal Charlottenborg har tidligere haft udstillingssamarbejder med AFA JCDecaux i både 2017 (Yoko Ono –Transmission) og 2019 (It’s Urgent!) og har nu formaliseret samarbejdet, så der i fremtiden arrangeres en international biennale udstilling over hele Danmark hvert andet år.

Kunsthal Charlottenborg Biennale er støttet af Det Obelske Familiefond, Augustinus Fonden og Statens Kunstfond.

Billede: Jeannette Ehlers, Until the lion., 2021. Poet Slash Artist, Kunsthal Charlottenborg Biennale, 2021. Foto af Maceo Keeling.