Søg

CHARLOTTENBORG FORÅRSUDSTILLING 2021

6 mar – 4 apr 2021

Siden Charlottenborg Fondens etablering i 1857 har den årlige censurerede Charlottenborg Forårsudstilling været en vigtig ramme for arbejdet med at fremme og støtte samtidens vækstlag inden for både billedkunst, arkitektur, design og kunsthåndværk.

Forårsudstillingen har i årenes løb udgjort det første betydelige skridt for mange unge kunstnere i vejen mod en professionel karriere, samtidig med at udstillingen ofte har præsenteret nye værker af mere etablerede navne. Gennem Charlottenborg Forårsudstillings lange historie har kunstnere, der i dag er internationalt anerkendte, debuteret eller præsenteret værker på udstillingen, herunder Anne Haaning, Per Kirkeby, Olafur Eliasson, Jasmina Cibic og mange flere.

Juryen består i 2021 af billedkunstner Nina Beier, billedkunster Marie Lund, arkitekt Martin Marker, kunsthåndværker Iben Høj og kunstnergruppen A Kassen. Årets jury er valgt påbaggrund af deres solide nationale og internationale erfaring samt deres stærke globale udsyn. Desuden er juryen en sammensætning af alsidige arbejdspraksisser og organisationsformer, som danner et bredtfavnende grundlag for udstillingens censur.

I 2021 er to nye tiltag indført. Dels er den fysisk censur genindført i den tredje, afgørende censurrunde for at give juryen bedre indsigt i de ansøgte værker, og dels har Charlottenborg Fonden offentligjort et kuratorisk samarbejde med kunstnergruppen A Kassen ved den kommende udgave af Forårsudstillingen. Samarbejdet markerer starten på en række eksperimenter med det censurerede format, som skal sætte fokus på de styrker og muligheder, der ligger i den spraglede, men kompetente og inkluderende, Forårsudstilling. Selv siger A Kassen at de “… håber, der kommer nogle super seriøse projekter, der tester formatet – fysisk såvel som kunstnerisk. Og projekter som ikke mindst tester os, og udfordrer vores forventninger til, hvordan Forårsudstillingen ser ud i 2021.”

Udstillingen arrangeres af Charlottenborg Fonden og dens bestyrelse, bestående af billedkunstner John Kørner, arkitekt Peter Møller Rasmussen, fotograf Søren Rønholt, smykkekunstner Annette Dam, billedkunstner Christina Augustesen og billedkunstner Ann Sophie von Bülow.

Læs mere på: www.foraarsudstillingen.dk

Næste