Søg

Welcome Too Late

Marguerite Humeau, Parker Ito, Eduardo Terrazas m.fl.

18 mar – 28 may 2017 Fernisering: 17 mar 2017 18:00

Welcome Too Late
Når alt fra klima til teknologi forandrer sig med stadig højere hast, bliver det sværere at følge med tiden. Fremtiden bliver hurtigere nutid og nutiden hurtigere fortid.  Kunstnere og dokumentarister oplever at komme for sent til den samtid, de vil indfange.

I stedet for at løbe efter tiden i et forsøg på at zoome ind på nuet, er der nu tendens til at zoome ud på andre og større tidsligheder. Dette er præmissen for gruppeudstillingen Welcome Too Late i lyset af forandringer så som eksplosiv befolkningstilvækst, stigende temperaturer og vandstande, automatisering, kunstig intelligens, voksende ulighed, udsigt til evigt liv, genoplivelse af uddøde dyrearter og igangværende masseudslettelse af biodiversitet.

Med afsæt i konceptet ”Extemporary Art” har kurator Toke Lykkeberg udvalgt en række af tidens toneangivende kunstnere, der problematiserer begreberne ’samtid’ og ’samtidskunst’ med værker, der flytter fokus fra øjeblikket til større tidsperspektiver.

Udvalgte kunstnere
Udstillingen præsenterer skulptur, installation og film af yngre kunstnere på scenen som Iain Ball (1985, UK), Marguerite Humeau (1986, FR), Katja Novitskova (1984, EE), Parker Ito (1986, US) samt lidt ældre eksponenter som Anne De Vries (1977, NL), Tue Greenfort (1973, DK) og pionéren Eduardo Terrazas (1936, MX). Desuden vises der løbende et filmprogram i Kunsthal Charlottenborgs Biograf med værker af bl.a. Korakrit Arunanondchai (1986, TH), Cécile B. Evans (1983, US), Simon Dybbroe Møller (1976, DK) og Joey Holder (1984, GB). Læs mere nederst.

De udvalgte kunstnere tænker alle hinsides vor flygtige samtid for at begribe de større udviklinger, der pt. hastigt forandrer verden.

Marguerite Humeau er fx optaget af forskningsområdet ‘de-extinction’, der handler om at genopleve uddøde dyrearter, mens Iain Ball vender op og ned på vores tidsopfattelse med værker, der skal ligne fossiler fra fremtiden. Tue Greenfort arbejder bl.a. med økologi set i et biologisk, økonomisk og politisk perspektiv og Katja Novitskova undersøger, hvordan nye medier præger vores opfattelse af naturhistorien. Eduardo Terrazas har i sin mangeårige praksis bl.a. beskæftiget sig med grafisk og geometrisk at illustrere hurtig eller såkaldt eksponentiel vækst.

En del af CPH:DOX på Kunsthal Charlottenborg
Welcome Too Late præsenteres i samarbejde med og åbner under dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX. I perioden 16.-26. marts forvandles Kunsthal Charlottenborg til festivalpalæ og fungerer som hovedkvarter for årets udgave af CPH:DOX. Udover udstillingen vil der på Kunsthal Charlottenborg være biografer, debatter, koncerter, branche-forum og virtual reality-biograf under festivalen. Læs mere om CPH:DOXs program.

TILHØRENDE FILMPROGRAM
I løbet af marts og april måned vises i vores biograf en række film, der udgør en væsentlig del af udstillingen. Programmet ser ud som følger:

Uge 13
Korakrit Arunanondchai: with history in a room filled with people with funny names 4 + There’s a word I’m trying to remember, for a feeling I’m about to have (a distracted path towards extinction). Læs mere om filmene.

Uge 14-15
Simon Dybbroe Møller: Animate V (2012), Untitled (How Does It Feel) (2014), Comorous (2016). Læs mere om filmene.

Uge 16-17
Cécile B. Evans: Hyperlinks or It Didn’t Happen. Læs mere om visningen.

Uge 17
Joey Holder & Dane Sutherland: XGLULX: The Exegesis of Swamp Brain (Live videoperformance). Læs mere.

Hashtag til sociale medier: #welcometoolate

Næste