Søg

Kunsthal Charlottenborg viser hovedværk fra documenta, der sætter fokus på den aktuelle flygtninge– og gældskrise i Europa

Den europæiske humanitære krise er hovedtemaet i den tyskfødte kunstner Angela Melitopoulos omfattende video- og lydinstallation ’Crossings’, der præsenteres for første gang i Skandinavien fra 22. november 2018 på Kunsthal Charlottenborg.

Angela Melitopoulos, der er professor på Det Kongelige Danske Kunstakademi, viser sine omfattende videoværker over hele verden. Værket Crossings blev finansieret mellem Kunsthal Charlottenborg og Det Kongelige Danske Kunstakademi sammen med documenta 14 i Kassel. Kunsthal Charlottenborg kan derfor nu premiere værket i Skandinavien, der af kritikere blev fremhævet som et af de væsentligste bidrag til sidste års documenta-udstilling.

Crossings er en fire-kanals video- og seksten kanals lydinstallation, der skaber en fortælling om krig, om forskellige former for slaveri i fortid og nutid samt om miljømæssige katastrofer. Værket fokuserer på de kaotiske vilkår, der vokser ud af den aktuelle gældskrise i Grækenland, hvor dereguleringer skaber en form for borgerkrig mod landets indbyggere.

Videoværket er en totalinstallation, der omslutter publikum med skærme og højttalere. Værket viser en række sammenkædede scener, der tilsammen danner den overordnede fortælling, som samtidig står og sitrer i forhold til hinanden. Blandt andet ser man, hvordan grænsen mellem Grækenland og Makedonien i Idomeni blev lukket i foråret 2016, samt den brutale forflytning af flygtninge fra havnen i Piræus, hvor en særligt sårbar gruppe migranter havde slået lejr under en motorvejsbro.

Crossings er skabt af Angela Melitopoulos i samarbejde med komponist Pascale Criton, videokunstner Angela Anderson, filosof Maurizio Lazzarato, videoaktivist Oktay Ince og schizoanalytiker Paula Cobo Guevara.

Den teoretiske platform for udstillingen vil blive udfoldet gennem en serie af events. Find programmet og læs mere om udstillingen her.