Kunsthal Charlottenborg Biennale viser særudstilling i en butik af legendarisk kunstnergruppe
Kunsthal Charlottenborg Biennale er en international kunstudstilling på gader, togstationer og busstoppesteder over hele Danmark. I 2023 udgaven indtager biennalen også en butik i København med en særvisning af pionerværket AIDS af den legendariske kunstnergruppe General Idea.
Kunsthal Charlottenborg Biennale har fokus på anderledes distributionsformer af kunst og stiller denne gang spørgsmålet: Hvad ville kunstnere reklamere for i dag?
Da den canadiske kunstnergruppe General Idea i 1987 skabte værket AIDS og spredte det i bybilledet, var det netop et pionereksempel på en anderledes måde at sprede et kunstnerisk budskab som vakte opsigt over hele verden.
I samarbejde med The Cultural Institute of Radical Contemporary Arts (CIRCA) i London og e-Types i København arrangerer Kunsthal Charlottenborg nu en særvisning af værket som fuld installation i en butik på Værnedamsvej 6 i København.
Kunsthal Charlottenborgs direktør, Michael Thouber, udtaler:
”General Idea er pionerer i kunsten og deres værk AIDS kan ikke undervurderes. Værket chokerede da det udkom fordi AIDS var tabu, men det formåede samtidig at åbne en samtale om en pandemi i tid, hvor mangel på information omgav sygdommen. Derfor er vi umådeligt stolte over nu at kunne vise denne særlige version af værket i Danmark.”
General Idea’s værk mimer visuelt den amerikanske popkunstner Robert Indianas ikoniske værk LOVE, der i den tid dukkede op på varer, herunder nøgleringe, cocktailservietter, frimærker, mm. Ved at erstatte ordet “LOVE” med “AIDS” ønskede General Idea at øge kendskabet til AIDS og bryde med de stigma, der omgav tidens mest frygtede sygdom.
Gruppens eneste tilbageværende medlem AA Bronson forklarer:
“Vores hensigt med dette værk var, at det skulle spille rollen som en virus selv … at det ville sprede sig i kulturen og skabe en synlighed for ordet “AIDS”, så det ikke kunne fejes under gulvtæppet.”
I butikken på Værnedamsvej 6 i København vil man kunne opleve tapet, grafiske tryk og en særlig animeret videoversion af værket lanceret i samarbejde med CIRCA på World AIDS Day i 2021.
Kunsthal Charlottenborg Biennale viser også mindre uddrag af værket på digitale skærme over det meste af Danmark i samarbejde med AFA JCDecaux. I alt 23 kunstnere og kunstnergrupper bidrager til dette års biennale med værker på reklameskærme i byer over hele landet. De deltagende kunstnere er:
Akeem Smith, Bless (Desiree Heiss & Ines Kaag), CATPC (Congolese Plantation Workers), Eric Andersen, AA Bronson + General Idea, Hans-Peter Feldmann, KAWS, Koo Jeong A, Luki von der Gracht, Maja Malou Lyse & Esben Weile Kjær, Martine Syms, Minerva Cuevas, Michael Rakowitz, Pippa Garner, Rasheed Araeen, Rosemarie Trockel, Serapis Maritime, Shuang Li, Sungsil Ryu, SUPERFLEX, Tromarama, Yinka Shonibare CBE, Yugoexport/Irena Haiduk.
Værket AIDS af General Idea i butikken på Værnedamsvej vises i samarbejde mellem e-Types, Kunsthal Charlottenborg, CIRCA og AFA JCDecaux.
Biennalen Public Structures er kurateret af Hans Ulrich Obrist og Jeppe Ugelvig og bygger på Kunsthal Charlottenborgs tidligere landsdækkende udstillinger Yoko Ono – Transmission (2017), It’s Urgent! (2019) og Poet Slash Artist (2021).
Kunsthal Charlottenborg Biennale produceres i samarbejde med AFA JCDecaux og støttet af Augustinus Fonden, Statens Kunstfond og Det Obelske Familiefond
Fakta om General Idea & CIRCA
General Idea skabte oprindeligt værket som et bidrag til en udstilling i 1987 til støtte for American Foundation for AIDS Research. Gruppens to øvrige medlemmer, Felix Partz og Jorge Zontal, selv blev diagnosticeret som HIV-positive i henholdsvis 1989 og 1990. Gruppens aktivitet sluttede i 1994 på grund af Zontals og Partz’ død af AIDS-relaterede årsager. Det sidste medlem, AA Bronson, er stadig aktiv og har været involveret i visningen i København.
Cultural Institute of Radical Contemporary Arts (CIRCA) i London kommissionerer ideer fra nye og etablerede kunstnere. De udsender hver dag kl. 20:23 på tværs af et globalt netværk af skærme. Læs mere her.
Praktisk information
Kunsthal Charlottenborg Biennale: Public Structures
23. juni – 23. juli 2023
Pressevisning: 23. juni kl. 11.00-12.00, Københavns Hovedbanegård (under uret)
Værkerne vil blive vist:
19. – 26. juni: Københavns Hovedbanegård
23. juni – 23. juli: Særudstilling af General Idea, Værnedamsvej 6, København, åbningstider tor-fre kl. 15-18 og lør kl. 12-15
26. juni – 23. juli: Kunsthal Charlottenborg, kunsthallens gård
3. – 16. juli 2023: Over hele Danmark
Der er gratis adgang til udstillingen
Læs mere her