14 samtidskunstnere skaber værker inspireret af Charlottenborgs historie
Kunsthal Charlottenborg fylder 140 år i 2023. Dette fejres i efterårets stort anlagte udstilling Full of Days, der præsenterer en række helt nye kommissioner, som forholder sig til stedets historie; en udstillingsbygning uden samling eller historisk arkiv.
Når jubilæumsudstillingen Full of Days åbner fredag den 29. september på Kunsthal Charlottenborg vil det være med en række helt nye værker af danske og internationale kunstnere, der er inviteret til at lade sig inspirere af kunsthallens fortid for at hylde det bygningen oprindeligt blev bygget til på Kongens Nytorv; at vise tidens kunst.
De nye kommissioner vises side om side med historiske værker og dokumentation. Denne sammenvævning af forskellige stemmer og tider understreger, hvordan historieskrivning altid afhænger af den der fortæller. Samtidig danner det afsættet til en udstilling, der omfavner det kaos, der har præget bygningens historie. Udstillingen bryder med en traditionel lineær historiefortælling og skaber i stedet intuitive forbindelser og fletter kunst, mennesker og begivenheder sammen til et muligt portræt af kunsthallen.
Finn Reinbothe har arbejdet med fundne objekter fra Charlottenborgs loft og Maryam Jafri har skabt en kopi af en søjle installeret på hovedet med reference til Charlottenborg Udstillingsbygnings oprindelige neo-klassicistiske arkitektur. Simon Dybbroe Møllers installation af seks kompakte brusekabiner er inspireret af fællesbadene præsenteret af Poul Gernes på udstillingen Festival 200 i 1969. Kunsthallens historie er også udgangspunktet for Emil Elgs nye værk, der går på opdagelse i enkedronning Charlotte Amalies historie, som lægger navn til Charlottenborg Slot, kunsthallen og den største by på den caribiske ø St. Thomas, der engang var en del af kolonien Dansk Vestindien.
Spørgsmål om tid samt forgængelighed og arkivering kan opleves i værkerne af Eva la Cour, Jason Dodge og Benedikte Bjerre. Louise Alenius har i et lydværk omarbejdet seks etuder, der dukker op og forsvinder, væver sig ind og ud af rummet som spøgelser af ren lyd mens Isabel Lewis & Dirk Bells mobile lærreder med barokinspirerede motiver vil bevæge sig rundt i en koreografi i udstillingen. I Asta Lynges videoværk kan beskueren komme med på en langsom dronerejse gennem Kunsthal Charlottenborg, der i lydsporet blander ekko af fodtrin med zombieskrig fra computerspillet Resident Evil og lyden af forhindringer, der smadres. Med astrologi anlægger Valentina Desideri & Denise Ferreira da Silva et spirituelt perspektiv på bygningen og Sahar Jamili har skabt en installation inspireret af den specifikke del af Charlottenborgs udstillingshistorie, der gjorde ikke-vestlige kulturer eksotiske.
I et banner hylder designkollektivet Åbäke de mange kunstnersammenslutninger, der gennem tiden har indtaget kunsthallen, og Henrik Plenge Jacobsen har skabt en række nye tryk ud fra dokumentation af historiske værker af blandt andre Edvard Munch, Anna Ancher og Marina Abromovic, der tidligere har udstillet på Kunsthal Charlottenborg.
Derudover præsenterer Full of Days et udvalg af historiske fotos og andet arkivmateriale som et gennemgående element i hele udstillingen, designet af Stanza. Arkivmaterialet kommer omkring en perlerække af events gennem tiden på Charlottenborg; fra fernisering af Kvindeudstillingen XX (1975) til nazistisk arkitekturudstilling (1944) over installeringen af Rodinskulpturer (1930) til Magasin du Nords årlige orientalske udstilling (1898-1929) m.fl..
Ved siden af samtidskunstnernes nye værker udstilles også et udvalg af historiske af: Gunnar Aagaard Andersen, Pia Arke, Nina Beier, Yvette Brackman, Anne Marie Carl-Nielsen, Claus Carstensen, Ursula Reuter Christiansen, Inge Ellegaard, Olivia Holm-Møller, Asger Jorn, On Kawara, Per Kirkeby, Arthur Köpcke, Marie Luplau, Susanne Mertz, Lee Miller, Ursula Munch-Petersen, Emilie Mundt, Palle Nielsen, Astrid Noack, Lene Adler Petersen, Franka Rasmussen, Nina Sten-Knudsen, Susanne Ussing m.fl.. Endelig kan de besøgende opleve On Kawaras episke værk One Million Years: Past and Future, der indrammer de tidsmæssige undersøgelser i udstillingen.
Full of Days er kurateret af Julia Rodrigues og Francesca Astesani (South into North)
Udstillingen er støttet af 15. Juni Fonden, Augustinus Fonden, Axel Muusfeldts Fond, Beckett-Fonden, Det Obelske Familiefond, Knud Højgaards Fond, Statens Kunstfond, William Demant Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.
Praktisk information
Full of Days – Charlottenborg Jubilæum
30. september 2023 – 14. januar 2024
Fernisering: 29. september kl. 17.00-22.00
Kunsthal Charlottenborg, Kongens Nytorv 1, 1050 København K
Gratis entré til ferniseringen
Læs mere her