Søg

Afgang 2019

Ny kunst fra Kunstakademiet

13 apr – 19 may 2019 Fernisering: 12 apr 2019 18:00

Afgang er den årligt tilbagevendende afgangsudstilling for dimittenderne fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler. På opfordring af kunstnerne selv er María Berríos og Katarina Stenbeck blevet udpeget til at kuratere årets udgave af Billedkunstskolernes afgangsudstilling. Afgang 2019 udgør et stærkt bud på samtidskunstens fremtidige udtryk og vises 13. april – 19. maj 2019 på Kunsthal Charlottenborg.

28 kunstnere færdiggør i disse måneder deres 6-årige uddannelse. Udstillingen fejrer og fremviser helt nye værker skabt af de nyeste talenter fra Kunstakademiet og er på én gang kronen på værket og en indsigt i deres sidste 6 års uddannelsesproces. Materialer og udtryk vil variere fra kunstner til kunstner, og samlet set giver det en enestående indsigt i fremtidens kunstscene. Udstillingen vises i de klassiske rammer af store ovenlyssale på Kunsthal Charlottenborg – en bygning som i 1883 åbnede med den vision at vise det nyeste billedkunsten havde at tilbyde. Kunstakademiets dimittender følger i fodsporene af internationalt anerkendte kunstnere som Hammershøi, Olafur Eliasson, Kirstine Roepstorff, Jesper Just, Superflex, Tal R og mange flere.

Kunstnerne på udstillingen er:
Joakim Almroth, Harry Anderson, Lea Anic, Emilie Bausager, Hans F. Beck, Mathilde Bjerre, Camilla Fagerli, Adam Fenton, Maja Fjord Fjord, Gilbert Gordon, Tore Hallas, Ellis Achong Karker, Jeppe Lange, Linda Karin Larsen, Lotte Lind, Mia Line, Isabella Martin, Kim Richard Adler Mejdahl, Lou Mouw, Karen Nhea Nielsen, Jacob O. Henry, Maria Nørholm Ramouk, Benjamin Savi, Rasmus Emil Styrmer, Gianna Surangkanjanajai, Iselin Toubro, Aia Sofia Coverley Turan, Johanne Cathrine Haugen Østervang.

Kuratorer på årets afgangsudstilling
María Berríos er sociolog, forfatter, freelance kurator og kuraterer bl.a. Berlin Biennalen 2020. Katarina Stenbeck er kunsthistoriker og kurator og arbejder på et forskningsprojekt om kunst, politik og det antropocæne. Som noget særligt har de valgt at opdele dette års udstilling i tre sektioner baseret på fraktioner fra et digt af Ursula Andkjær Olsen. María Berríos og Katarina Stenbeck udtaler om dette kuratoriske greb:

”Forud for Afgang 2019 har vi arbejdet med at åbne de indledende kunstneriske processer op i en kollektiv samtale. Formålet har været i fællesskab at forstå de enkelte værker og skabe dialog mellem dem, men ligeså vigtigt at se på de betydningshorisonter værkerne genererer tilsammen. Denne proces har resulteret i en udstilling, der er sammensat af tre distinkte men forbundne konstellationer af værker, tre miljøer hvis stemninger karakteriseres af en række digtfragmenter. Det kan forstå som en art poetisk dialektik, der tilbyder forskellige sindstilstande eller stemninger til at opleve udstillingen med.”

I forbindelse med udstillingen glæder Kunsthal Charlottenborg sig over at kunne præsentere Afgang Live tre onsdage i maj i udstillingsperioden. Der er gratis entré og alle er velkomne.

Udstillingen er støttet af Det Obelske Familiefond, 15. Juni Fonden og sponsoreret af Aniso – large scale 3D printing, Bacon Cph, Københavns kommunes miljø og teknik forvaltning, Nordisk Film, Stark.

Hashtag til sociale medier: #afgang2019

Næste