Afgang 2020
Afgang er den årligt tilbagevendende eksamensudstilling for dimittenderne fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler. Udstillingen fejrer og fremviser værker skabt af de nyeste talenter fra Kunstakademiet og er på én gang kronen på værket og en indsigt i de sidste 6 års uddannelsesproces.
Årets 28 dimmitender bidrager individuelt til udstillingen, og værkerne har alle forskellige udtryk og er en præsentation af de enkelte kunstneres virke. Publikum kan derfor møde alt fra maleri over komplekse medieinstallationer til tekstudsagn og skulpturelle genstande. Samtidig giver udstillingen samlet set et helt unikt billede af, hvad der rører sig på scenen for samtidskunst.
De deltagende kunstnere er:
Bodil Krogh Andersen, Sara Annsofidotter, Daniel Mølholt Bülow, Nina D’hautcourt, Kåre Frang, Jonas Handskemager, Unn Aurell Hansson, Lina Hashim, Amr Hatem, Sofia Olsson Erik Hällman, Alida Mølgaard Jensen, Siska Katrine Jørgensen, Anne-Mai Sønderborg Keldsen, Steffen Kvåle, Anton Lind, Toke Højby Lorentzen, Martin Christoffer Lund, Anne Sofie Skjold Møller, Carl Plum, Maja Qvarnström, Monia Sander, Luna Emilie Printz Scales, Andreas Rønholt Schmidt, Astrid Sonne, Anna Stahn, Tina Wulff, Mikkel Ørsted.
Udstillingen vises i de klassiske rammer af store ovenlyssale på Kunsthal Charlottenborg – en bygning som i 1883 åbnede med den vision at vise det nyeste billedkunsten havde at tilbyde. Kunstakademiets dimittender følger i fodsporene af internationalt anerkendte kunstnere som Hammershøi, Olafur Eliasson, Kirstine Roepstorff, Jesper Just, Superflex, Tal R og mange flere.
Pressevisning: 11 september, kl. 10.30 – 11.30 med kurator og kunstnerne
Udstillingsåbning: 11 september, kl. 14.00 – 20.00
Afgang 2020 ledsages desuden af to events, der byder på performances, omvisninger, filmvisninger m.m. Afgang Live finder sted den 23. september og den 30. september. Der er gratis entré og alle er velkomne.
Udstillingen er kurateret af Helga Just Christoffersen og støttet af Det Obelske Familiefond og 15. Juni Fonden.