Vores program for forår/sommer 2017
Kunsthal Charlottenborg indleder 2017 med samfundsrelevante udstillinger, der sætter samtiden og kunsten under lup. Udover den traditionsrige Forårsudstilling og Kunstakademiets afgangsudstilling omfatter programmet den hidtil største udstilling af John Kørners værker, et udstillings-samarbejde med CPH:DOX og en kontroversiel international udstilling om whistleblowers.
Kunsthal Charlottenborgs forårs- og sommerprogram omfatter således både kunstneriske talenter fra ind- og udland, en etableret dansk stjerne og internationale udstillinger, der udfordrer og tematiserer aktuelle samfundsmæssige problemstillinger.
Hito Steyerl: Factory of the Sun
8. december 2016 – 19. februar 2017
Tyske Hito Steyerls stærkt anmelderroste videoværk Factory of the Sun er en imponerende totalinstallation, man fysisk træder ind i. Temaer som overvågning, computerspil, globalisering, moderne krigsførelse og antikapitalistiske bevægelser flettes elegant sammen i en fængslende fortælling, hvor grænserne mellem virkelighed og fiktion udviskes. Læs mere om udstillingen.
Charlottenborg Forårsudstilling 2017
3. februar – 11. marts / Fernisering: 2. februar kl. 19
Forårsudstillingen er én af de vigtigste åbne, censurerede udstillinger i Europa og har siden 1857 været en del af Kunsthal Charlottenborgs årsprogram. 61 værker er udvalgt blandt de 781 kunstneriske bidrag, som Charlottenborg Forårsudstilling 2017 modtog, og udstillingen præsenterer værker inden for genrerne billedkunst, arkitektur og design af både etablerede stjerner og spirende talenter. Læs mere om udstillingen.
Welcome Too Late
17. marts – 28. maj / Fernisering: 16. marts
Når alt fra klima til teknologi forandrer sig med stadig større hast, oplever både kunstnere og dokumentarister ofte at komme for sent til den samtid, de vil indfange. Den internationale gruppeudstilling Welcome Too Late tager afsæt i denne præmis og beskæftiger sig med højaktuelle udfordringer i samtiden gennem skulptur, installation og film. Udstillingen præsenteres i samarbejde med CPH:DOX og kurateres af Toke Lykkeberg. Læs mere om udstillingen.
Afgang 2017
22. april – 28. maj / Fernisering: 21. april
24 dimittender fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler præsenterer på Afgang 2017 nye værker, der alle repræsenterer, hvor ny dansk kunst befinder sig lige nu og giver et sublimt bud på samtidskunstens fremtidige udtryk. Udstillingen er kurateret af Christian Skovbjerg Jensen. Læs mere om udstillingen.
John Kørner
18. juni – 13. august / Fernisering: 17. juni
Udstillingen er den hidtil største præsentation af Kørners væsentligste værkserier samt en række helt nye malerier og stedsspecifikke totalinstallationer, der sætter fokus på de samfundsproblema- tikker, Kørner gennem årene har beskæftiget sig med. Udstillingen er kurateret af Marie Nipper. Læs mere om udstilingen.
Whistleblowers & Vigilantes
18. juni – 13. august / Fernisering: 17. juni
Denne kontroversielle udstilling sætter fokus på og rejser spørgsmål om, hvem der ejer retten til at definere, om whistleblowers er samfundets helte eller fjender. Blandt de medvirkende er Anonymous, Julian Assange, DIS, Omer Fast, Chelsea Manning, Metahaven og Edvard Snowden. Udstillingen, der organiseres i samarbejde med HMKV i Dortmund, er kurateret af Inke Arns og Jens Kabisch.
Læs mere om udstillingen.