Søg

Udstillinger 2022: Kolonialisme, socialt engagerende kunst og den digitale tidsalder

I det nye år kan de besøgende på Kunsthal Charlottenborg blandt andet se frem til udstillinger med New Red Order, Jeannette Ehlers og Cao Fei samt opleve værker af danske og internationale kunstnere som Shadi Habib Allah, Simon Denny, Esben Weile Kjær, Maja Malou Lyse, Josephine Pryde, Hito Steyerl, Martine Syms, Nora Turato, Guan Xiao.

Vi glæder os til at åbne dørene igen og til at se dig på Kunsthal Charlottenborg i 2022. Årskort kan købes for 250 kr. på shop.kunsthalcharlottenborg.dk.

Charlottenborg Forårsudstilling 2022
6. feb – 13. mar 2022, fernisering 5. feb
Charlottenborg Forårsudstilling er én af de vigtigste åbne, censurerede udstillinger i Europa og har siden 1857 været en fast og velbesøgt del af Kunsthal Charlottenborgs årsprogram. Udstillingen byder på et særligt udvalg af værker inden for billedkunst, arkitektur og design fra hele verden, og kurateres i år af kunstnerduoen Hesselholdt og Mejlvang. Læs mere her.

New Red Order
23. mar – 7. aug 2022, fernisering 23. mar
New Red Order er en usædvanlig institution; en slags åben, hemmelig forening hvis medlemmer på skarp og humoristisk vis – typisk via skulptur, performance og film – konfronterer koloniale strukturer og promoverer oprindelige folks fremtid. New Red Order har inviteret en række internationale kunstnere til at deltage i udstillingen, der således vil forbinde kunstnere, værker og erfaringer fra bl.a. Skandinavien, Hawaii, Grønland og Canada. Udstillingen er realiseret i samarbejde med CPH:DOX. Læs mere her.

Afgang 2022
20. apr – 22. maj 2022, fernisering 19. apr
Afgang er den årligt tilbagevendende eksamensudstilling for dimittenderne fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler. Afgang 2022 fejrer og fremviser værker skabt af 25 nye talenter og giver et helt unikt samlet billede af, hvad der rører sig på scenen for samtidskunst lige nu. Udstillingen kurateres af den svenske kuratorgruppe Index. Læs mere her.

Kenneth Balfelt Team / Johan August: Sowing the seed of love
5. maj – 7. aug 2022, fernisering 4. maj
Kenneth Balfelt Team har i årtier sat et betydeligt præg på den socialt engagerede kunst, og har udviklet kunstneriske metoder til at løse konkrete samfundsmæssige udfordringer. I gården på Kunsthal Charlottenborg vil Kenneth Balfelt Team i samarbejde med Johan August tilrettelægge en udstilling, hvor de besøgende både kan gå på opdagelse i tidligere projekter og samtidig selv deltage i skabelsen af deres nye kunstprojekt. Læs mere her.

Jeannette Ehlers
11. jun – 7. aug 2022, fernisering 10. jun
Jeannette Ehlers har de seneste år indtaget en helt central rolle på den danske kunstscene ved at fokusere på at skabe en fælles bevidsthed omkring kolonitiden. Med sine påtrængende værker trækker hun tråde på tværs af kontinenter, oceaner og menneskeskæbner og viser at tematikkerne er globale; at Danmarks fortid hænger uløseligt sammen med resten af verdens. I sommerens stort anlagte soloudstilling vil Jeannette Ehlers netop fokusere på dansk kolonihistorie, kollektivitet og kunstens aktivistiske potentiale gennem skulptur, video og performance. Udstillingen kurateres af Awa Konaté og Lotte Løvholm. Læs mere her.

Copenhagen – Red Light Green Light: Intimacy, desire and tension (In the Realm of the Senses)
11. jun – 10. jul 2022, fernisering 10. jun
Copenhagen er en udstilling, der bevæger sig fra kunsthallen ud på ikoniske locations i indre København. Intimitet, intensitet og psykiske lag er i centrum for udstillingen, hvor en række internationalt toneangivende installations- og performancekunstnere skaber værker til byens sceniske rum og sale. Udstillingen kurateres af Charlotte Sprogøe og er et samarbejdsprojekt mellem Det Kongelige Danske Kunstakademi og Kunsthal Charlottenborg, tilknyttet to forskningsprojekter omkring kunstens brug af samtid, sensibilitet og site. Læs mere her.