Søg

Kirstine Roepstorff

16 jun – 12 aug 2018

Kunsthal Charlottenborg viser over sommeren den hidtil største soloudstilling af den danske kunstner Kirstine Roepstorff. Som en af sin generations mest alsidige billedkunstnere skaber Kirstine Roepstorff værker, der er både æstetiske, socialpolitiske, sanselige og eksistentielle.

Med fokus på mørket iscenesættes udstillingen som en totalinstallation, der spreder sig over hele Charlottenborgs sydfløj. Centralt i udstillingen er Kirstine Roepstorffs hovedværk fra Venedig Biennalen, præsenteret i en nyredigeret form: det spektakulære mekaniske lyd- og lysteater Theatre of glowing darkness samt den mesterlige gobelin Renaissance of the Night. Dertil vises et stort udvalg af nyproducerede såvel som ældre værker i form af collager, maleri, mobiler og skulptur.

Kirstine Roepstorff (f. 1972) er uddannet ved Det Kongelige Danske Kunstakademi (1994-2001) og Rutgers University, Mason School of Fine Art (MFA), USA (2000). I 2017 repræsenterede hun Danmark i den Danske Pavillon ved den 57. internationale kunstbiennale i Venedig.

Udstillingen kurateres af Aukje Lepoutre Ravn, tidligere kurator på Röda Sten Konsthall i Göteborg og kunstnerisk leder af GIBCA-Göteborg International Biennale for Contemporary Art 2015.

Næste