Søg

Vi søger praktikanter til efteråret

Kunsthal Charlottenborg søger to praktikanter til studierelateret praktik med opstart efter sommerferien.

Kunsthal Charlottenborg søger to praktikanter til efteråret; en kommunikationspraktikant og en udstillingspraktikant. For begge stillinger gælder det, at vi søger praktikanter til en studierelateret praktik med start efter sommerferien. Ansøgningsfristen er senest 8. juni.

Kunsthal Charlottenborg arbejder med dansk og international samtidskunst og er i gang med at bygge en række partnerskaber med andre danske og udenlandske kulturinstitutioner. Praktikstillingen fordrer indsigt og interesse i samtidskunst og moderne kunst og kultur. Som praktikant vil du indgå i et lille men velfungerende team, der står for kunsthallens udstillinger og events. Læs mere nedenfor.

KOMMUNIKATIONSPRAKTIKANT
I kommunikationsafdelingen vil man bl.a. stifte bekendtskab med:

  • Opdatering af hjemmeside
  • Opdatering af sociale medier
  • Opsætning af online nyhedsbreve
  • Produktion af pressemeddelelser, nyheder og artikler
  • Design og produktion af flyers og plakater
  • Kommunikative ad hoc-opgaver


Hvad kræver det af dig?

Du er i gang med en videregående uddannelse, gerne indenfor det kommunikative felt, og praktikforløbet indgår som del af uddannelsen. Det er fordel, hvis du har interesse for og viden om samtidskunst, men det er ikke en forudsætning.

Du skal være erfaren bruger af sociale medier, særligt Facebook og Instagram, ligesom du skal have erfaring med design og billedbehandling i Photoshop og også gerne InDesign.

Samtidig skal du kunne skrive grammatisk korrekt, formulere dig godt på både dansk og engelsk, være en superbruger af Office-pakken og have modet til at kaste dig over en masse nye opgaver – specielt inden for digital kommunikation.

UDSTILLINGSPRAKTIKANT
Til vores udstillingsafdeling søger vi en dygtig og alsidig kollega, der især kommer til at beskæftige sig med opgaver indenfor flg. områder:

  • Research og planlægning
  • Udstillingsproduktion
  • Realisering af udstillinger og afvikling af events
  • Formidling
  • Administration 


Hvad kræver det af dig?

Vi forestiller os, at du er i gang med en videregående uddannelse indenfor kunst og kultur (fx kunsthistorie, visuel kultur, moderne kultur) og at praktikforløbet i kunsthallen indgår som del af uddannelsen. Du skal have interesse for og også meget gerne viden om samtidskunst, og det er en fordel, hvis du har erfaring med produktion af udstillinger eller events.

Stillingen som udstillingspraktikant er meget alsidig, og du vil komme til at have ansvar for flere forskellige projekter, som regel samtidig. Vi søger derfor en initiativrig person, der kan arbejde selvstændigt, samvittighedsfuldt og struktureret. Du har et køligt overblik og er ikke er bange for også at smøge ærmerne op og hjælpe os med de mange ad hoc opgaver, der også er en del af hverdagen i kunsthallen. Du er tillige god til at kommunikere, både skriftligt og mundtligt, og mestrer dansk såvel som engelsk.

Som praktikant kan vi tilbyde dig:

  • En masse erfaring med spændende, studierelaterede opgaver.
  • En mulighed for at få den arbejdsrelaterede erfaring, som der er brug for i de ’rigtige’ jobs.
  • At du bliver en del af et passioneret team.

Praktisk info om ansættelse og ansøgning 

Ansøgningsfrist:
Fredag 8. juni 2018.

Start: 
Medio august 2018.

Periode: 
Ideelt set medio august til ultimo december 2018.

Antal timer:
Der er tale om ca. 30 timer / 4 dage om ugen, men vi tager selvfølgelig hensyn til praktikantens forpligtelser i forhold til studiet fx. projekter og eksaminer.

Løn:
Stillingen er ulønnet.

Ansøgninger:
Ansøgninger til stillingen som kommunikationspraktikant sendes til kommunikationsansvarlig Jeannie Møller Haltrup på jmh@kunsthalcharlottenborg.dk. For spørgsmål angående stillingen kan du ringe på 3374 4629.

Ansøgninger til stillingen som udstillingspraktikant sendes til kurator Henriette Bretton-Meyer på hbm@kunsthalcharlottenborg.dk. For spørgsmål om stillingen kan du ringe på 3374 4680.

Ansøgning (max 1 side) og CV (max 1 side) skal være os i hænde senest den 8. juni 2018.

Vi glæder os til at høre fra dig!